Samlede vaerker полностью

muntert ham i Pennen randt,

kvædet af en udslidt Kone.

Smilet om hans Læber laa,

naar han hørte Guldet klinge,

hørte under Hyttens Straa

Sus af Folkeaandens Vinge.

Æventyr og Oldtidsskjæmt,

Troldesagn og dunkel Tale,

halvvejs husket, halvvejs glemt,

drog han op fra Død og Dvale.

Blev kun slag hans Møjes Frugt,

dunked Regnen paa hans Trøje,

ingen Kulde fik dog slukt

Forskerglimtet i hans Øje.

Strid paa Foden, uden Hvil,

saadan gik han ufortrøden

disse lange, jydske Mil,

som ta'r Sigt mod Aftenrøden.

Gamle, sejge Sagamand,

stil nu gjæv din Kjæp i Krogen,

mens paa Fyrreskivens Rand

vi slaar op i Dansker-Bogen.

Der blandt Ættens bedste Kuld

skal dit Navn med Tak vi finde,

prentet som i Egens Bul,

selv et ædelt Folkeminde.

Juli 1917.

Naar Sommeren flyr over Sten og Stok,

og alle Lærker er rejst,

da sidder endnu en Spurveflok

og jubler ved Helliggejst;

der fører den op en Sangerkamp

til Bilers Fløjt og til Hestes Stamp,

mens Færdslen gaar

ved Jul, mod Vaar

søndenom Helliggejst.

Den Spurvefløjten er stemt i Dur,

som spilled den op til Dans;

den gamle, alvorlige Kirkemur

maa laane den Resonans.

Mens Solen famler paa Kirkens Væg,

sorn Smilet voxer i mørk Mands Skjæg,

gaar Jomfrutrip

til Spurvepip

søndenom Helliggejst.

Saa værdigt triner de Borgermænd

og strutter af Sedler og Sølv,

og Frøken bag Frøken med kjælen Lænd

og Ankler som fjedrende Føl;

og alle, som krydser det kjære Sted,

de faar et Par Fugletakter med,

mens Hjulet slaar,

og Strømmen gaar

søndenom Helliggejst.

Saa daler de Rakler mod Flisebro,

mens Byen lugter af Sø,

saa hvirvler der Blade om Silkesko

og lægger sig der for at dø.

Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst,

dér fødes en Vise om Livets Lyst,

mens Haglen slaar,

og Snefog gaar

søndenom Helliggejst.

Er Sindet tynget og Tanken graa

og Striden knap Kjævlet værd,

og har du kun Sorger at tænke paa,

tøv lidt under Spurvenes Træ'r,

og fyld dit Øre med denne Klang

af Livets evige Frydesang,

mens Frosten flaar,

og Solen skraar

søndenom Helliggejst.

Mens Døgnet synes dig selv saa armt,

og Frosten napper i Taa,

de holder det lille Hjærte varmt

med blot et Par Vinger paa;

og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky,

mens Taarnet spidder det tændte Ny,

der østvendt staar,

men vejkjendt naar

søndenom Helliggejst.

»Hvi samles I Spurve i disse Træ'r,

hvi jubler I her jer Sang?«

»Og hvorfor larmer I andre dér

og gjør jer Verden saa trang?

Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld,

mens Mø blev Moder, og Mand blev Muld,

og Tiden gled

med Evighed

søndenom Helliggejst.«

Hvor herligt at hilse de gamle Træ'r,

der nikker i rimkold Vind

og gynger de Spurve mod Aftnens Skjær,

der kysser din By paa dens Kind!

Gud signe hver Spurv, hver Spillemand,

der kommer med Glæde til Stad og Land,

mens Sværdtid raa'r,

og Blodsky gaar

søndenom Helliggejst!

19/11 1917.

Hvor Aalen dybt i Tangen bo'r

og hvide Maager sejle,

der er et Vand ved Østerfjord,

som før hed Nørrevejle.

I tusind Aar paa denne Vig

har Stormen flyttet Brikker,

og Mari-Rok og Pejers Pig[*]

i den sat gyldne Prikker.

Den hørte Vaadesang mod Pest

fra revnet Kloster-Klokke

og Hyl af Krigens vilde Gjæst

og Oldtids Ulveflokke.

Nu kaster Maanen Gyldenbro

blandt Vigens lave Lande,

saa Natten gaar paa Sølversko

ind mod dens tavse Strande.

Se dette Navn af gammelt Gavn

det trækker vi af Vandet,

med det betegner vi vor Stavn

og ikke noget andet.

Ja, dette Navn af irret Malm

det ønsker vi at føre.

Gjør da, o Foged, ingen Kvalm,

men skriv dig det bag Øre!

-Du yngste Barn paa Danmarks Skjød,

født under vilde Krige,

gid du maa dele Fredens Brød,

med Danmarks Land og Rige!

Saalænge Næ vil følge Ny,

og Mand til Mø vil bejle,

skal du vor By staa under Sky

og kaldes Nørrevejle!

30/5 1918.

[Anm. * Stjærnenavne.]

Som dybest Brønd gir altid klarest Vand,

og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder,

saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand

ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.

Din egen Dag er kort, men Slægtens lang;

læg ydmygt Øret til dens Rod forneden:

Aartusind toner op i Graad og Sang,

mens Toppen suser imod Evigheden!

Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat,

i Flinteøxen efter Harvens Tænder,

i Mosefundets Smykke, plumpt og raat,

i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder.

Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog

har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade;

nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog,

og løfte mig en Flig af Livets Gaade.

Endnu en Stund, saa drær den danske Rug,

mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke.

Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug,

mens hele Verden brænder om din Vugge,

mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar,

naar Landsbyklokken signer dine Strande,

naar Aftenrøden højt i Skyen staar

og sænker Fredens Korstegn paa din Pande.

Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst,

naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve,

og skjønne Sange paa den danske Røst

maa frie, stærke Sjæle gjennembæve.

Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft

og lytter ud mod andre Lærkesange,

mens Himlen maler blaat sit Sommerloft,

og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange.

1/6 1917.

AF

JEPPE AAKJÆR