der haar a Lov aa spild mi Tie
Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm
og spytt saalaant, a lyster,
og trimmel To med Kaaren;
mi Awteskuen ku gjør det samm,
skjønt hun er stywlelaaren.
Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gaar og affensirer,
og a er gløj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha en Sind saa lærki-let,
en bette Kwind, en ynder,
og spis sæ mæt og slid sæ træt,
det passer
Mi Nobo aalle nue Tid Aas
war med de drutt hæ dovnle;
han haar en Bøl og a en Hos,
tho saa læ vi jo Vovnle;
imen hans Støwt
han hjælper mæ, a hjælper Pie,
søn hjælper vi hweranner.
Og haar mi Kuen en hægen Bej,
saa ska jo Pies smaag'e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær
og somtid med en jenle Dram
en gjør hinaan tegue;
tho byd det ledt er ingen Skam,
nær ett en haar det stue.
Vild Fattefolk kuns støtt hinaan,
med hwad der søn vil gnav wos,
saa skuld I si, hwor vi sku kraan
og aalle mie klav wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund jo løwt æ hiele Land,
saatt
Men jawn Humør te dawle Sled
det maa no aalle fattes,
hwis ett en ska gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
-mi jennest Arpaart wa'e -
den faar mi Bøen laa i dje Kled
nær
[Anm.:
Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens
man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest;
grubler;
kastreret Tyr;
Per;
det;
store;
(om Heste), der staar til Hammelstokken, dvs. ta'r et Tag;
løfte;
Arpaart, eneste Arv;
Klædet, dvs. Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin
Habengut; »nær de skal ad æ Dae«
Brød.]
19/10 1908.
Vi er graa, graa Mænd,
som af ingen Glæde ved;
vi er smaa, smaa Mænd,
som maa altid dyb're ned.
Med en Muldklump ved vor Sko
og en større ved vor Sjæl
skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.
Vi er graa, graa Mænd,
som tog Farve af vor Grund,
vi er smaa, smaa Mænd,
stemplet fra vor Fødselsstund.
Med en Hakke, bred og tung,
huler vi vor Minegang;
Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.
Vi er graa, graa Mænd,
armere end Hulens Kryb,
vi er smaa, smaa Mænd,
fængslet til vor Grubes Dyb.
Jordens Aande, klæg og kold,
stiger mod vor blege Mund,
som engang den mod os aander i det sidste Blund.
Vi er graa, graa Mænd,
graa i Syn og graa i Sjæl,
vi er smaa, smaa Mænd,
lænket til en leret Pæl.
Ser vi fra vor vaade Grav
mod den lyse Verden op,
skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.
Vi er graa, graa Mænd,
med kun ringe Raad til Haab,
vi er smaa, smaa Mænd; -
Brødre, hør vort Afgrundsraab!
Hjælp os fra vor Grubes Gys
op til Sol og Dagens Kaar,
før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!
Oktbr. 1908.
Kolumbus drog til Amerika,
der hildedes han i Rænker;
de førte den stolte hjem derfra
i nagelboltede Lænker.
De drager nu selv til Amerika,
mens Efteraarsregnen stænker,
og lader Dem binde hjemme fra
i rosen-naglede Lænker.
Saa far med Fred til Amerika
-Kolumbuses Vej -jeg tænker,
de føles ikke saa tungt endda
de Hymens smykkede Lænker.
Men er De mættet af Sydens Lyst
og Duft af gyngende Lianer,
da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst
og Fjorddalens syngende Svaner.
26/10 1908.
FESTTELEGRAM.
Tillader de høje Gjæster,
jeg fra min fjerne Plads
-tredive Mile til Vester -
hæver for Nansen mit Glas!
Om Digtning har Flod eller Ebbe,
er vor vel skilt ved en Elv;
men den skulde prygles med Kjæppe,
som bare vil se sig selv.
26/10 1908.
Jens ved æ Bæk
gik te Møll med hans Sæk,
den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk.
Jens stunted væk,
han war strunk i hans Stræk,
og han pæst, men' hans Kjæp lisse javnle slo Smæk.
Jens ved æ Bæk
mødt en fuldajte Gjæk
med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek.
Jens med hans Sæk
rend i Sto po æ Flæk;
war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk.
