Samlede vaerker полностью

Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad?

Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.

-Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst,

hvor renere lyste dit tonende Bryst;

og hvad kan vel løfte din dragende Sang

som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!

-Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl,

mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl;

ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind,

der skridter en Pige saa fast og saa trind.

Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand

og skyller ved Bækken dens Munding og Rand;

mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol,

hun malker sin Ko i den stigende Sol.

-Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs,

de hundrede »Hager« med saltsvedet Græs,

med Stude i Række og Kalve i Ring

og spejdende Terner i sejlende Sving!

Hvor dejligt at se i det kimede Gry

letsløret ved Bugten en rødstenet By,

hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag,

mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!

-Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland,

om ikke du ejed din Fjord og din Strand,

de krogede Hager, de bittesmaa Næs,

hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs!

Men blev du end fattig paa Skov og paa Land,

du vandt dig Erstatning i syngende Vand,

og Fjorden med Vader og Vejler og Vig

den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig.

Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn

har jublet og tumlet med Baad eller Garn,

han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund

hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.

Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang

har kysset den første, den saligste Gang,

han ejer et Minde, som aldrig vil dø,

han kommer hver Sommer paany til din Sø.

Decbr. 1908.

Hør hvor let dens Vinge smækker

mod den tunge Kløverdusk,

mens den som en Skyttel lægger

Farten gjennem Røg og Rusk.

O, du lille verdsligkaade,

Flugtens fødte Favorit,

som til Livets tunge Gaade

ikkun har et let »Kvivit!«

Vilde du kun tit mig følge

lig en lille venlig Aand,

som du nu paa Luftens Bølge

næsten strejfede min Haand!

Vilde du kun tit mig lede

som i hine fjerne Aar

paa min Barndoms tunge Hede

til min Faders lave Gaard!

Aa, naar du paa Blæsten vendte

og mig i mit Ansigt saa,

var det næsten, som du kjendte

Barnesindets Sorger smaa.

Ja, det var som om du tøved

et Sekund og fritted mig:

»Hvi er lille Bror bedrøvet,

hvorfor ikke glad som jeg?«

Men naar du saa Gaarden stige

bagom Kaalgaard-Popler frem,

svandt du langs det lange Dige

-for at følge andre hjem.

Sildig Aften, tidlig Morgen:

samme Flugtens muntre Sting;

samme Svinden, tyst, forborgen,

som var Sagen ingen Ting.

-Naar en Dag mit Blik skal briste,

og min Aand maa flagre frit,

bân du Vejen for min Kiste

med dit elskede: »Kvivit!«

29/12 1908.

Der so tow Kragger po Kistelbakk

nej, som æ Suel den skjenner! -

den jen den nevved den aan i æ Nak,

for de war tow Hjatens Venner.

Saa fløw de da op po dje villerst Ving,

nej, som æ Suel den skjenner! -

for Kos! som søn en Pa Tow ka swing,

nær føst det er Elskov, der gjenner!

Saa standed de dem en vilre Red,

-nej, som æ Suel den skjenner! -

af Gren saa glatt og af Stror saa skred,

saa ingen kund ønsk sæ en pænner.

Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr,

-nej, som æ Suel den skjenner!

og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr,

laant skjønner end Kragger fortjenner.

Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind

-nej, som æ Suel den skjenner!

saa swot som æ Muer i Sind som Skind;

den Swej er der ingen, som lenner.

Aa, war en som søen en betle Fowl,

-nej, som æ Suel den skjenner!

saa vend a aalle med Grêf og Skowl

en Awer saa saaned og stjenne.

No gor a saa stogend laangs Kistelbakk

-nej, som æ Suel den skjenner!

for tow ka nevves, og tre ka snakk,

men den ka kuns sukk, der bløw jenne.

[Anm.:

so, sad; tow Kragger, to Krager; skjenner, skinner; nevved

den aan, næbbede den anden; Hjatens, Hjertens;

dje villerst Ving, deres bedste, rappeste Vinge; søn en Pa

Tow, saadan et Par; gjenner, driver paa;

standed, laved; Stror, Straa; skred, nette og glatte; en

pænner, en pænere;

hwist, kaste op og ned; Taarier, Taaber; laant, langt;

Swej, Svie; lenner, lindre;

betle, bitteliden; vend, vendte; Awer, Ager; saaned,

sandet; stjenne, stenet;

stogend, stærk, foroverbøjet; jenne, alene. -Det bemærkes,

at stjenne og jenne er fuldt forsvarlige Rim paa skjenner,

da r'et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i

Fjandbomaalet.]

3/1 1909.

Imellem to mørke Høje

jeg vogted som Barn min Faders Faar,

og Mulden gav mig sin Møje,

og Solen flammed mit Haar.

Men Verden tindred i Dis og Drøm,

og Barnelængslerne vimred

som Siv i den dybe Strøm.

Imellem to mørke Høje

der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa

med Sorg i det søgende Øje

og Tørklæd' om Tjavser graa.

Der kom du saa tit og strøg min Kind,

og Strikkepindenes Tinglen

lød sølverne ømt til mit Sind.

Imellem to mørke Høje

Fuldmaanen saa jeg for første Gang,

som langt i Havet en Bøje

i Himmeldybet den hang.

Jeg fulgte dens Vej over stille Land

saa mangen daarende Aften

langs Bækkes klukkende Vand.

Imellem to mørke Høje