Samlede vaerker полностью

(James Thomson.)

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Jomfru gav ham sin Tro,

han tog hendes Uskyld og lo

og gav hende Skjændsel til Tak

og Torne for Rosen, han brak.

Og efter vanæredes Sæd

hun glemtes og skæm'des og græd.

Uskyld er da næppe saa godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Statsmand bød ham en Lov,

hvor ikke Retfærdighed sov;

dog hurtig han angred' sit Kald,

thi Skjælmer beredte hans Fald;

i Landflugt, Forvisning og Nød

lod Kongen ham gaa til hans Død.

Retfærdighed aldrig var godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Tænker gav ham en Skat

af Sandhed, men Fængslets Nat

med eet om Skribenten stod stængt,

hans Bøger paa Baalet blev slængt.

Se, saadan kurerer en »Schuft«

den Sygdom, der hedder Fornuft.

Sandhed er alt andet end godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

Hans Folk i Begejstringens Rus

svor Troskab til ham og hans Hus;

da skjænked' den »Folkenes Ven«

dem Skatter og Byrder igjen,

Fordummelse, Hunger og Krig

med blodige Bunker af Lig.

Gud ved, om det ogsaa er godt

den Sværgen til Kongen, vor Drot!

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Hofmand hans Hjærte betog,

en lavsindet, krybende Snog;

hans Hjærte var falsk som hans Smil,

han selv uforfalsket servil,

thi fik han i Kongens Palads

den styrtede Lovgivers Plads.

Thi Spytslikkeri det er godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en' Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Feltherre skaffed' ham Krig,

paa Bytte og Sejre helt rig,

med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud

og Tak til Hærskarernes Gud.

Ja Krig det er fint, det er godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Skjøge af Hoben ham bød

sin fristende Favn og sit Skjød

mod Retten til Rænker at saa;

saa fik hun hans Rige at flaa,

mens Kongen af Sansebegjær

blev Bold for en »fyrstelig« Mær.

For Skjøge det ved vi er godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

Det var i hans Dødsstunds Døgn,

da skjænked' en Præst ham en Løgn,

saa Helvedes gloende Kul

blev tagne for Himmerigs Guld,

at han for sit fromme Bedrag

blev Bisp, er en ligefrem Sag.

En Løgn det er særdeles godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

Hans Undersaatter ham gav

en pragtfuld udsmykket Grav;

dér sænked de Plageren i

og tænkte imens: Vi er fri!

Han staar nu for den evige Dom,

og for evigt hans Stol skal staa tom!

Ja, en Grav er usigelig godt

for et Folk at forære dets Drot!

Juni 1901.

(G. K. Chesterton.)

Kalder I paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.

Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.

Kalder I paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,

gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,

I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n,

og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.

Kalder I paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa

som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.

Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav

-høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,

blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,

der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,

blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.

Kald ej I paa Boel og Bonde; mod Kaninen vend jert Raab!

Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le

blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,

blot i hele Stræberkoblet -med og uden Ærestab -

én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.

Om nu en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,

lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,

lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani;

de var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!

Kalder I paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud I lød

da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød.

O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor I stod om Kirken Vagt,

til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.

O, I Russ'ler som har slukket hundred Altres Lys i Muld,

I Howard'ere, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld,

kalder I paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,

vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.

Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.

Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I for tit paa Mænd!

7/12 1910.

(R. L. Stevenson.)

Barnet:

O læg din Haand paa min Pande, Mor!

Hvi er dog Stuen saa tom og stor?

O, Moder, Moder, hvor er det fat?

Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat?

Moderen:

Ak, se dig ikke saa bange rundt,

her er slet ingen, som vil dig ondt;

kun Gadelygterne vaager nu,

men ikke ét Barn foruden du.

Barnet:

Moder, Moder, det gjør saa sært!

Snart er der noget saa Stort og Nært,