Samlede vaerker полностью

Om Ridefogden, rød og tyk,

lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg,

et Strøg paa dig -da veg hvert Tryk

af Hoveri og Ægt!

I dig laa gjemt den sidste Gnist

af Glædens Alterbrand,

naar Spil og Dans og Skjørtehvist

var sat i Rigens Band.

Da -lænet til en stubbet Kind -

du lo endnu om Kys og Kvind,

ja, listed dine Toner ind

til surest Mørkemand.

Om Præsten i sin sorte Kjol

lod salte dig et Ris

og smæded dig fra Prækestol

med Marcus og Mathis,

dog Ungdom saa til Ungdom hen,

og Glutten smiled til sin Ven,

og Søndag Aften klang igjen

din vante »Repetis«!

Saa længe Lærkers glade Hær

har Bo i Kløvervang,

vil danske Hjærter kræve mer

end altid Salmesang;

du gamle slidte Bondefjol,

du passer slet i Degnestol;

hvor Juninattens Gjøge gol,

der heded os din Klang!

Min Barndoms kaade Violin,

læn dig mod denne Kind;

om end dens Stubber kradser din,

har vi det samme Sind,

den samme Jubel i vort Bryst,

den samme Sang i Nød og Lyst,

som svulmer om den danske Kyst

fra Korn og Søndenvind.

5/4 1916.

»Kjørmes Knud'

han holder herud'

med hans fir' hwid' Sud'.«

Buendmandssej'.

Kjørmes Knud, hør ham tud

te hans krid-hwid Stud,

nær han swinger hans Swøef fra Nordowst om dje Snud!

Kjørmes Knud med hans Stud

sætter sni øwer Fur

saa det knarker af Frøst fræ dje Bringstykk og Pud.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,

a haar tit høt dæ tud

som i Daa, nær æ Rim den vild blind mæ mi Rud.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud

sikken Vejlo derud!

I haar Snø i jer Skjek bode dæ og di Stud.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,

det war faale te Stud,

søn det wolmer og kwolmer med Snø fræ dje Snud.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,

faa da Hold paa di Stud;

tho æ Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud!

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,

ka du skjøtt dæ derud,

tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud.

Øwr æ Møn! Læd no vær!

Ka do ogsaa kjør dær!

Hwem haar røjt dæ di Stud, da do sidst haaj em fræ.

Kjørmes Knud, med di Stud

kyr do twat for mi Rud

med en Stjat lisse laang som fræ Naur og te Bur.

Kjørmes Knud, vælt derud

no æ Skorsten si Tud,

saa Gud naadigen spaar jen æ Taag po æ Mur!

Kjørmes Knud kjørr med Stud

twat paa Marker og Mur,

øwer Knold, øwer Kjar, øwer klukkendes Tud,

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud.

Hej! no skjenner hans Stud

og tar Herred og Sown i jen brølendes Fur!

[Anm.:

sætter sni øwer, sætter skraas over;

Skjek, Skjæg;

faale, farlig; wolmer, ryger;

skjøtt dæ, vare dig; hwister, smider med; røjt, røgted;

twat, tværs; Stjat, Vognstang; Tud, Tude, Pibe; æ Taag,

Taget;

Tud, lukket Trærende under Engveje; skjenner, løber løbsk.]

11/8 1916.

* * * * *

DE FIRE VINDE.

Sneflokke kommer vrimlende

hen over Diger trimlende,

det knyger ud af Himlene,

det sluger Hegn og Gaard,

det ryger ind ad Sprækkerne

til Pølserne paa Rækkerne,

og Faarene ved Hækkerne

faar Blink i Pelsens Haar.

Og Poplerne bag Mønningen,

de duver dybt i Dønningen,

og over Stakke-Grønningen

omtrimler Kjærv og Neg,

det klaprer én om Ørerne,

fra Portene og Dørene,

bag hvilke de smaa Sørene'

har rustet sig til Leg.

Og Gammelmor i Klokkerne

med Huen og Graalokkerne,

hun haler op i Sokkerne

og ser forsagt derud,

for nu er Kaalen liggende,

og nu staar Tjørnen stikkende

og spidder Sne paa Piggene,

og nu kom Kjørmes-Knud!

10/3 1916.

Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten,

thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar:

»Kong Faraos« Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten,

sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar.

Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube,

og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld;

hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube

og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.

Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen -

hun kan det ikke unde det allermindste Læ,

hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen

og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ.

Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten,

den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind,

som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten,

saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind.

Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet,

mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten;

men før dens matte Knæ blir af andre Vinde badet,

før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren.

Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel,

og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil »slaa ned«,

den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel,

og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.

Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren,

hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa,

og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren

og prater om, hvor tidlig man forhen kunde saa.

Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje

og slænger efter Harven det vildførte Sand,

og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje,

og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand,

Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde:

da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat!

Snart hvisker det -og drypper ved Gavlens søndre Ende.

Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat!

7/4 1916.

Rugens Dræ

fylder Aftenluften.

Digets Læ