mens Solen gaar mægtig af Havet.
Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa,
dér ligger din Skjæbne begravet.
Vi skatted for længe til Pragt og Prunk
bag klingende Titler og Navne;
hvor een kan føre sig stolt og strunk,
maa hundrede sukke og savne.
Men Folkets Lykke var sjældent dér,
hvor Falke om Duerne rives,
langt oftere hist paa lave Kjær,
hvor Byggen ved Midsommer trives.
Naar Danmark ligger i lyse Tavl
saa kjært mellem Bøg og Linde,
mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl
har virket det -han og hans Kvinde?
Mon ej med Troskab i Savn og Flid
I brugte Ploven og Hakken?
Hvorfor faar I da en ussel Hvid,
mens andre ta'r Lønnen og Takken.
Hvor Greven stænger sit Vangeled
for andre end Hjort og Hare,
mens Slideren dyrker sit magre Bed -
dér synes mig Landet i Fare.
Men I, hvis Arv blev den stærke Krop,
de hærdede Muskler og Arme,
stem Ryggen mod og skub Leddet op,
og kun et Par Grever vil larme!
Men skal I vinde jer Ret en Dag,
I faar den vist ej som Gave,
først efter mange og drøje Slag
mod Fejghed, ja Kolber og Stave.
Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem,
og skulde for Alvor det gjælde,
se ikke skræmte fra Døren frem,
som Hønen ser op fra sin Nælde.
Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar,
den fører I helt for os alle.
Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,
maa Fordommes Stenmure falde!
Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet,
lad Lehnsjordsfasanen sig svinge -
men Manden har dog en større Ret,
og Retfærd en videre Vinge.
14/5 1914.
Det var i den Time, hvor Ax og Rør
sig sænker mod Aftenrød:
et legende Barn kom til min Dør
saa tindrende glad og sød.
Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort
nedringled paa Axlen frit,
og Blikket, saa kandisbrunt og stort,
omsvævede skjælmsk og blidt.
Hun smuttede ind og ud igjen,
som Straalen gjennem et Glar,
imens en vimrende Hundehvalp
hun løftede op og bar.
Hun legede ned ad min Trappesten
med Blomster og Hund og alt;
hun legede under den Rosengren
paa trinde, fjedrende Barneben.
Hvorledes? hun rejser sig ikke op!
Hun løfter ej Haanden mer;
det sprælske Knæ og den lille Krop
nu ligger saa tungt som Ler.
-Du elskede lille Edith-Sjæl,
som vied til Sorg mit Hus,
end staar der Spor af din Barnehæl
herudenfor i mit Grus.
Du lille Straale fra Livets Vaar,
hvi havde du al den Hast?
-En Straale kommer, en Straale gaar,
og ingen kan holde den fast.
Du gled tilbage mod Dybets Favn
til Solen, der sendte dig ud.
De
de
6/8 1914
Du var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst,
naar den stryger langs pløjede Kjær,
du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring,
og din Latter laa rede og nær.
Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor,
mere rapt end den spejdende Ravn,
og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod,
mens Udholdenhed kroned dit Navn.
Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst,
stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær,
mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt
højt til Vejrs over Barndommens Kjær.
Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven,
og dit Venskab blev uden en Sprag,
intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund
ingen Rømning fra Ord eller Sag.
Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol,
stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl,
og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa,
at en Orm havde stunget din Hæl.
Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany,
alle Skyggerne gled deres Vej,
hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky,
og de Klokker de ringer for dig!
Thi en Kvinde har listet sin Arm under din,
du har vundet den yndigste Ven,
hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil
og gi Liv til din Ungdom igjen.
Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul,
synes Dagen dig møjsom og sort,
ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ,
hun vil stryge dig Skyggerne bort.
Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt,
der staar Angst af den bævende Jord.
Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø,
se, dens Blomst staar i Asken og gror!
23/9 1914.
Femogtyv' Aar
de gi'r mange Slags Kaar,
de gi'r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar.
Femogtyv' Aar
gi'r den Smule, vi naar,
giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar.
Femogtyv' Aar
de gi'r Føl, de gi'r Faar,
de gi'r tusinde Ting, som en Bonde attraar.
Femogtyv' Aar
gi'r en Mage og Maar,
giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard.
Femogtyv' Aar
giver Sølv i dit Haar,
ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar.
Femogtyv' Aar
giver Skrammer og Skaar,
giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar.
Femogtyv' Aar
gi'r den Lykke, du faar,
gi'r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar.
Femogtyv' Aar
gi'r en Mand i hans Gaard,
gi'r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar.
Femogtyv' Aar!
Om I sleger hæ' slaar,
kom I bare
Femogtyv' Aar!
Kom med Sødme som Saar,
vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ' staar!
9/10 1914.
Det var ved Susaaens Vande,
du tripped saa ung og sund,
med Aftenens Guld paa din Pande
og Kyssets Dug paa din Mund.
Der var i de danske Skove
ej Rønnebær mere rød
end dine Læber var røde
hin Aften mod Nedgangens Glød.
Det var ved Susaaens Vande,
