jeg husker ej Sted eller Stund,
kun Lysets Leg paa din Pande
og Kyssets Dug paa din Mund.
18/10 1914.
Den skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang,
han kukker helst til den, som først er ude,
og Morgensolen saa jeg mangen Gang
at slænge Guld igjennem fattigst Rude.
Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol,
det styrker Landets Marv og Ligevægten,
det gjør selv Gaasebænk til Kongestol
og skyder Stræbepiller under Slægten.
8/11 1914.
* * * * *
TRE KRIGSDIGTE.
Brænde skal Verden, brænde skal alt,
Slotte, Kaféer, Katedraler,
ej blot dit Forraad af Mel som af Malt,
hvad du har sparet af Sødt eller Salt,
men ogsaa de blaa Idealer!
Himlen histoppe, Guds Jagtrevier,
drysse den skal som brændt Papir
ned over trampede Sletter!
Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum
atter vi fylder det tomme Rum
og Klodens bestjærnede Nætter.
6/12 1914.
Moses styrede Israels Stat,
Aron var øverste Diplomat
med to gyldne Horn udi Panden.
Moses gik sig en Morgentur,
Aron tog sig en Middagslur,
men hvem der ej sov det var Fanden.
Da Aron vaagned og Moses kom hjem
dem mødte alt Folket, som dansede frem
med trukken Kniv mod hinanden.
6/12 1914.
Han talte for Fronten til Folk og Hær;
med Jernhaand løfted han højt sit Sværd
og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud:
»Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!«
Han førte de Hære mod Frankerland,
og Byer og Borge gik op i Brand.
Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud.
Men Kejserens Gud er en vældig Gud!
Det lød i Stormen: »En Mørser frem!«
Da splintredes alt fra Syld til Rem.
Kun Grus var Borgen ved tredje Skud.
Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud!
6/12 1914.
* * * * *
SALME.
(AF »JENS LANGKNIV«.)
Tag min Sjæl
naaderige Gud,
før min Marterpæl
skyder nye Skud!
Satans Vingestræk
rev min Modstand med.
Tag mig Synder væk
til din Fred!
Syndsens Spe
stinger Kjød og Blod,
Taarens Anger-Ve
drypper for min Fod.
Alt hvad jeg fik kjær,
Moder, Viv og Ven -
Verdens Bygevejr
bar det hen.
Slangen bed;
Smertens Skaal løb fuld,
mens i Mulm jeg stred
for en Sjæl af Guld.
Om min Kjærlighed
regnes mig til Fejl -
Herre, skjær den ned
med din Segl!
29/12 1914.
Her gik Træk af vilde Svaner
over denne Grund engang,
der hvor nu de høje Kraner
synger deres Kjættingssang.
Sneglehus og Muslingskal
her gav Plads for Skibes Tal.
I de høje Maanenætter
bli'r din Bølge tit saa kaad,
vildt den over Molen sætter
ned i Bark og Fiskerbaad.
Fløjten ryster Torv og Tind,
naar din Englandsbaad gaar ind.
Kjække By af Bølgens Naade,
Havet rigt og lunefuld
vipper dine Fiskerbaade,
slænger for din Port sit Guld.
Sommerkvældens Vestenvind
aander Salt paa Barnets Kind.
Havets Rytme, Flod og Ebbe,
lad den svulme i dit Blod!
Smaalighedens strøgne Skjæppe
-nej, til den er du for god!
Jydens Kløgt og Handelsaand
slaar din Haand i Verdens Haand.
Salt i Blodet, Salt paa Tungen
-ej blot Salt paa Fedtogbrød! -
Aabent Sindet, aaben Pungen -
da har Staden aldrig Nød.
Havets blanke Landevej
blinker for dit Barn og dig.
Naar en Dag hint Verdensbulder
stilner i en Broderfred,
naar Evropas syge Skulder
atter læmpes lindt i Led,
da gjør snart en Nytids Gry
dig til Jyders Første-By!
18/3 1915.
Saa lyst et Sind, som her gled under,
jeg mødte kun den ene Gang;
thi du, som her i Kisten blunder,
var Folkets Barn i Tro og Trang,
og alt hvad Skjønt det Folk skal naa,
En Stridsmand var du blandt de kjække,
det kjendtes trindt om Sjællands Kyst;
da kom en Pil fra Dødens Snekke
og traf dig i dit unge Bryst.
Men selv paa Smertens Sygeseng
du fingred ved din Buestreng.
O, Livets Gud, som skjænker Kraften,
hvi høsted du hans Rug saa grøn
og ringed Solen ned før Aften
for denne Lysets muntre Søn?
Ubrugte Evners lyse Guld -
hvor tungt paa jer at kaste Muld!
Men naar det gror i Danmarks Ager
og gjærer varmt i Folkets Sind,
og naar paa Sejrens Dag vi flager,
-med Duft af Kløver mild og sval -
i Mindets høje Frihedssal.
-Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,
kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,
før over Gravens mørke Rande
han sænkes ned i Sjællands Grund,
hvor Blomst skal spire, Haab skal gro
af Fædrejord og Ynglingtro!
2/4 1915.
Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.
Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
-spør æ Hywlbor!
Dér lo hans Wanter, dêr hwilt hans Dunk,
dér gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.
Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.
Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
»Harens!« raaft Jens. »Kluk-klunk!« swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
