at vaagne op med Dug paa Kind

i Skjæret af din Stjærne!

Du lille muntre danske Bæk

bag Hyld og Hegn og Hybenhæk

og midt i lave Enge,

du gav mit Sprog dets Sølverklang;

det bløde Nyn ved Vuggens Gang

og Rytmen i vor Folkesang

er Laan fra dine Strenge.

25/2 1910.

<p>AAKJÆR.</p>

Lidt sønden Fløj

der bløw a føj,

der hjalp a tit mi Kow a Døj.

Det blæser møj

i den Graan Bøj,

men baag hwer Dig gir Minder Løj.

[Anm.:

Fløj, Fly By; føj, født; Døj, Dynd; Graan, Smule;

Løj, Ly;] 1910.

KAPHYW.

EN OLDTIDSMIND.

Ja, far der war en Stien a' Skyw,

laant far, laant far -hwi skuld a lyw? -

Kræn Hendrisen den Stien ku klyw,

far Søren Sme en Skow ku byw,

og far æ Lærki han ku flyw,

far Bette Drejs -det bette Splejs -

war bløwn saa stur, som han ku blyw,

-far Laang Margreth ku stikk med Knyw,

far Kræn den Fjar haaj mist æ Yw,

far Gorm hans gammel Bjen bløw styw,

ja osse far -det tær a skryw -

Methuselem ku løwt en Ryw, -

far Abraham ku tæl te tyw,

far Dawed Kong med Lamm ku dryw,

halvminder kikk i Pagtens Ark,

da lô dér po mi Faars Mark

de tow ærværdig gammel Hyw!

[Anm.:

Kaphyw, to Høje paa min Fødegaards Mark; Skyw, Kjøbstaden

Skive; laant far, langt før; Kræn Hendrisen kjendt Stenhugger;

Skow, Sko; æ Lærki, en Original, som antoges for Troldmand;

løwt en Ryw, løfte en Rive; halvminder, langt mindre.]

26/2 1910.

<p>DEN DØDE LÆRKE.</p>

Nys jeg gik i den dybe Sne,

fik et skjærende Syn at se:

Halvt begravet bag Sneens Flig

laa der et lille Lærkelig.

Tog jeg Fuglen i Haanden op.

Aa, saa mager dens spinkle Krop!

Dragten krøglet af Slud og Kuld,

og til Taaen er frosset Muld.

Slapt nu hænger din Vinges Fjer,

Struben har ingen Triller mer.

Stakkels stækkede Spillemand,

Vaarens Varsel til Frostens Land,

sang saa gjerne for Hytten lav,

Sangergaven: i Sne en Grav!

Hvorfor kom du den lange Vej

hid fra blidere Landes Maj,

drog fra Palmer og Sol og Frø

for bag en iset Sten at dø?

Længtes du saa fra Sydens Strand

op mod det barske danske Land,

banked saa heftigt dit spinkle Bryst

efter at skue din Barndoms Kyst?

Der, hvor Døden dig slog saa brat,

fandt du Livet en Dugfaldsnat,

bag om Kløver og blanke Straa

laa du blandt Redens andre smaa.

Moders Fløjten og Faders Sang

hørte du der for første Gang.

Fuld af Lykke var Nat som Dag,

Moders Vinge var Værn og Tag,

Græssets Stængler som Palmer svang,

højt i Toppen Dugdraaber hang.

Hyrdens Aande saa øm og lun

maged en Plet i dit bløde Dun,

lille Hyrde paa korte Ben

satte ved Reden fire Sten,

flytted sin Kalv saa langt af Vej,

at den ej skulde træde dig.

Du fik Vinger, og du fik Top,

hilst af Gryet du svang dig op,

først du undred, og saa du sang,

tryllet af Strubens første Klang.

Tog saa Skyen i sikre Sæt,

Rugen laa som en irgrøn Plet,

dér steg Høje, og dér steg Lund,

dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .

Aldrig glemtes hin Morgenstund!

Pinjers Ynde og Palmers Pragt

har mod Minder slet ingen Magt.

Lærkelængsler mod Kløverland

skjæbnebinder os, Fugl som Mand.

Kjærligheden har altid Ret;

naar man elsker, er Flugten let;

bedre af Sult bag en Sten at dø

end at svigte sin Barndoms Ø.

28/2 1910.

<p>DR. S. RAMBUSCH.</p>

VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG.

Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker,

og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,

mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker

og Luften syrnes let af Lyng og Lav,

dér kjæled Solen for en Læges Bolig

og slynged Ranker om dens røde Sten,

bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig

med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.

I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,

hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,

her kom de hen med Sygdom og Elende,

men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab.

Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho'de,

med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,

mens Rambusch trak det Onde op med Rode

i én og anden ful og pirken Tand.

Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,

mens Sveden damped fra den røde Plag,

og Doktorstolen slingred i sit Leje

hen over Fjandbolandets Bakkedrag.

Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken,

det Syn har altid gjort hans Øje godt.

Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,

men Ho'dets Holdning var bestandig flot.

Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,

hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,

hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning

med sorte Kugler paa den Syges Bryst.

Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,

hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar

vil takke dig, om ogsaa Læben tier,

og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.

Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,

din Trang gik ofte mod en større Kur.

Du blev en Dyrker i den frie Kirke,

der langsomt løfter op et Lands Kultur.

Du elsked Fest og Digt og muntre Sange

og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,

og Videnskabens Navne flere Gange

har rakt dig Blade til en Hæderskrans.

Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke,

og Flaget fires ned bag Granehæk,

og bort du gaar med Skuffelser og Lykke

fra Landet hist i Storm og Fugletræk

-kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker

i Maaneskjæret om de hvide Sten,

vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker

Перейти на страницу:

Поиск

Похожие книги