Pind;

søen, saadan; Kjar, Kjær; hans Ved, Samlingen;

slamprend, om plump Løb og Gang; Harrer og Plow, Harver og

Plove; laask, løbsk; Gord, Gaardene;

wakk, bæve; hwyst Bagkorre, slog Kulbøtter; Grôf, Grøft;

faale tarr, særdeles tørre; Nies, Næse; haaj æ nø warr,

havde det betydeligt værre; i Døj, i Dynd;

laa Damp, satte Kursen af al Kraft; en vilre Krowr, en anset

Kro; Pief, Pibe;

æ Drikkels, Drikkevarerne; blarped, skvulped;

hænd, hængte; æ Stow, Stuen;

æ Skinting, Asnet;

trørre, tredive; jawnhen, ret godt; tæmt, tømte; æ Skuel,

Kjæltringen; rat, rakte;

stemt, trykkede;

To, Taa;

Sep, Draabe;

ikki, ikke, en Forstærkning af ett. Droef, Draabe; sak,

sank; dje Kjeld, deres Brønd;

dryw, drive, rave; Dojs, Daas, Høj;

Torren, Torden; opo, paa; Skjek, Skjæg; æ O, Aaen; æ

Togger, Fiskevaad.]

29/5 1910.

<p>FORLADT.</p>

Karen vandede Kaal i Bed,

Jørgen stod med et Smil paa Sned,

tog fra Karen den tunge Spand,

posted den fuld af Kildevand,

mens det dugged saa let under Kvælden.

Karen gik sig sin Aftengang,

Jørgen efter i Spring og Sprang;

Jørgen snubled, og Karen lo,

Aaen lo med under Spangebro,

mens det dugged saa lindt under Kvælden.

Jørgen sleged for Kind og Haand,

Karen blev veg som Vidjevaand.

Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn,

Karen snubled i Jørgens Favn,

mens det dugged saa blødt under Kvælden.

Kaalen voxed sig bred og grøn,

Karen øged sit Skjørt i Løn.

Jørgen rejste saa langt af Led,

Karen græder og Kaalen med,

mens det dugger saa koldt under Kvælden -

8/6 1910.

<p>TIL SALLINGS HUSMAND.</p>

Fra Grønningør til Livø-Tap

du ser saa skjøn en Kyst,

hvor Holmen nikker som en Knap

paa Fjordens blanke Bryst,

hvor lange Aarer blinker

i Fiskebaades Dans,

mens Brombærranken rinker

om Pigens Vrist sin Krans.

Og bag om Kystens fede Jord,

sig sænker Rugen gul,

mens Bonden sidder strunk ved Bord

og bider bredt af Sul;

hans Datter bærer Spange

om Armen fast og rund;

af Plage har han mange

og Sølv paa Kistebund.

Fra Gaardmandsjorden udestængt

som mest den Husmand bor,

mens op i Mosens Kroge trængt

han rydded Grund og Jord.

Han har en Ko paa Toften,

en Gris bag Hyldens Læ,

og stadigt Slid for Skoften

gav Gigt og krumme Knæ.

Men Smilet spiller om hans Mund

i fast og munter Skjæmt,

hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund,

dens Strenge ej forstemt.

Hans Haab er lyst som Suset

i Sommerskovens Trær,

og Orm i Kjærnehuset

du fandt vist aldrig der.

Ja, Hyttens Mand i allen Land

skal rette Ryggen op

og holde mod Forsagthed Stand

og gaa i sluttet Trop;

da skal din Kvinde mættes,

dit Barn faa buttet Kind,

de lave Døre lettes

og Lyset strømme ind.

Naar Spaden atter hviler glad

i arbejdsvante Haand

forvandles til en Perlerad

hvert rustent Slavebaand;

da skal hver Taare tørre,

der randt i Armods Gys;

da bliver Jorden større,

og Rummet fuldt af Lys.

Juli 1910.

<p>PER SMED.</p>

Naar Grisen den skal slagtes,

saa henter vi Per Smed,

fordi han er saa munter

og bor her lige ved.

Han ta'r saa høje Dramme,

dertil en mægtig Skraa;

men Grisen bliver kværket,

det kan du bande paa!

Før Hanen søvnigt blinker

mod Dagens første Skjær,

da glimter Smedens Lygte

i Grisens blanke Svær.

Og Grisen maaler Ka'len:

»Er noget galt i Vej'n?«

Og selve Grisehalen

staar som et Spørgsmaalstegn.

Men ind i Bøvlen skræver

nu Smedens krumme Ben,

mens Grisens Børster hæver

sig bange én for én.

I Nødset ud den trilles

til Hyl og ilde Sang;

ej Degn kan synge værre

ved Konekirkegang.

Med Nattedryp i Skjægget

nu vækkes Bondens Gaard,

mens Maanens fede Hage

paa Storkereden staar.

Dens krumme Skive truer

som selve Dødens Segl,

og Smeden agterude

han er saa haard en Negl.

I Trommehinden stinger

de jammerfulde Hvæl,

mens Gissebassen tinger

med Smeden om sin Sjæl.

Bag Tærsklen Bryggerkarret

er hvælvet til Skafot,

og Kjedlens Dampe sætter

paa Per en graa Kalot.

Gud naade Gissebassen

alt i dens sidste Stund!

Nu lukker den sit Øje

og allersidst sin Mund.

Og alle Kjedler bobler,

og Øsen gaar gesvindt,

og gjennem Løste Børster

henraser Kniven blindt.

Per Smed kan alting ordne,

han bærer Flæsket fram;

med Trøjeærmet tørrer

han Munden til en Dram.

Han klinker, og han klukker

indvendig af sin Skjæmt,

og dog skal ingen sige,

at Pligten bliver glemt.

Med Fingermaal bestemmer

han Tykkelsen af Flæsk,

han læser Svinemaver,

som Præsten læser Græsk,

han kritisk Galden forsker,

og Aftægtsmandens Aar -

ja, selv Ufødtes Skjæbner

han ud af Milten spaar.

Og hele Huset lugter

af Lever og af Løg,

i Loftene det smælder

af Larm og Grydestøj,

den sorte Pølse dykker

i Kog som en Delfin,

og Dørene udjamrer

de mest usmurte Hvin.

Og det blev Aftensilde

med Tøsne over Jord,

og det blev Pølsegilde

med Dramme over Bord.

Per Smed sad bred paa Bænken

med Pølsen for sin Haand

og sødede dens Skiver

med Viddet fra sin Aand.

Humøret gaar i Højden,

mens Drammene gaar ned.

Per Smed er nu fuldmodig,

enhver faar ren Besked!

Men Modet i hans Bringe

er intet Krigermod,

og Blodet paa hans Klinge

er ikkun Griseblod.

25/7 1910.

<p>HØSTMARCH.</p>

Перейти на страницу:

Поиск

Похожие книги