Samlede vaerker полностью

Vi kommer fra Dalenes Fred,

og Faner af Havren har vi med;

den skal Høstens Gjerning rande,

smykke vore Pigers Pande,

naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.

Vor Le faar nu Hvil for i Aar,

thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,

alle Skræntens Bær er fundne,

alle Agrens Neg er bundne

og lagt ud paa de vældige Skaar.

Vi mejed vor Mark under Sang,

saa langt rækker Strygespaanens Klang,

naar blandt Havens Kaal den klinger,

man os Mjød og Kager bringer,

mens det dufter af Mynte over Vang.

Efteraar 1910.

Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg,

hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg;

af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind;

til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.

Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;

hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.

»Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!

Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.

At noget saa fattig saa sunken og lav

kan drage dig hjem over Land, over Hav,

saa du én Kvæld kan glemme det Onde paa Jord

for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!«

-Han føler under Jakken, om alting ligger ret,

hans gode Dollarsedler, hans »Gaver«, hans Portræt;

de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le,

mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.

Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,

hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm,

Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben,

og Istappen drypper mod den slidte Forstu'sten.

Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,

med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad,

og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,

og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.

Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op,

hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;

de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund;

i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.

-Nu blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj,

Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg;

mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let,

der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.

Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind;

saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind;

den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;

men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:

»Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven graa,

men det skal i Aften vi lidet tænke paa;

før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,

nu sidder vi og stirrer i det samme Julelys.«

-Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær,

hen over Moser brede, ud over vaade Kjær,

og melder om en Scene -den skjønneste paa Jord -:

I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!

Decbr. 1910.

Naar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,

og naar skinner Lysene blidest,

hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,

hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?

Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ

og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ

fortæller, at nu har vi Julen.

Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,

mens vildt over Mosen det fyger,

og Spurvene putter sig ind mod din Dør,

for Vejrets fortørnede Byger;

med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør,

hvad Vindene fryser det Hjærterne tør,

den Lære vi hented hos Julen.

Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn

blev gnavet i mer end i Barken,

og ofte du sendte i Suk efter Havn

din sidste Due af Arken;

men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd,

det standser i Kvæld bag det skjærmende Led,

der værner for Hjemmet og Julen.

Derinde du sidder, mens Haglene slaar,

og hører de hjemlige Klokker,

og Minderne kommer og Minderne gaar

paa Julens sne-pudrede Sokker,

og Grantræet dufter fra Storstuen ind,

og Børnene ivrer sig røde om Kind

med alt, der skal hænde i Julen.

Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar

og ridser paa Ruden sit Mærke,

og Barnet saa kjært under Lysene staar,

og Salmerne lyder saa stærke;

og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot,

og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, -

de Stjærner, der altid var Julens.

Decbr. 1910.

»Kom nu ud, lille Fa'r og faa alt gjort i Stand,

faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand,

og strø Gran paa de rimede Sten,

tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft,

at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft,

finder Trøst imod Snenattens Mén.«

Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv,

mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv,

før hun skar af det nybagte Brød,

og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund,

og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund,

og hvor Skorpen var brunlig og sprød.

Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg,

og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg,

gjorde Hop, flagred ned, flagred op;

og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær,

fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær

kom Smaafuglenes radmagre Trop.

Der var skrigende grønne og sommerligt blaa,

der var lysende gule og kummerligt graa,

hastet hid fra den stormslidte Skov,

og de flokkedes hverken til Leg eller Sang,

men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang

under Hungerens jernhaarde Lov.

Og én havde just ofret til Frosten en Taa,

og én havde en Jæger fornylig »holdt paa«,

Bøssens Hagl havde taget dens Fod;

men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar,

skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar,