og i Sneen staar Dryp af dens Blod.
Og Katrine hun titter saa smilende paa,
hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa
hopper rundt ret som Gnister af Baal,
og hun dejgner og titter og nynner saa glad,
mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad
drysser Mel over Former og Skaal.
Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort,
ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort,
naar om Julen det stunder til Fest;
og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg,
til velsignende Lys over Fuglenes Neg
den nu bruger sin synkende Rest.
Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard,
og en Kavringeduft om den gamle der staar,
saa hun frister hver vejrende Hund;
og de halser og flokkes med næsvise Krav,
og hun truer ad Flokken med Eder og Stav
og gi'r ondt af sin tandløse Mund.
Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand,
saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand,
mens han selv nu har Hjemmet til Maal;
i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor,
paa hans skjællede Kno i den spegede Snor
slanter lystigt tre bugfede Aal.
-Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn,
og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn,
til hver Sjæl er i Mindernes Vold,
og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv,
mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv,
indtil Haanden om Staven bli'r kold.
Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo,
og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro
over Flager af ringlende Is;
med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng,
og Frostvinden gnider sin skurrende Streng,
og Fjerskyen spreder sit Ris.
Decbr. 1910.
Nu er Dagen fuld af Sang,
og nu er Viben kommen,
Bekkasinen Natten lang
haandterer Elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
Engen er nu gyldengul
af tunge Kabbelejer,
Søndenvinde byder op,
og Dueurten nejer.
Dammen ligger Dagen ud
med Brudelys i Hænde,
rækker højt de ranke Skud,
at Solen maa dem tænde.
Nu vil Mø med Silkestik
paa Brudelinet sømme;
den som ingen Bejler fik,
hun ta'er sig én i Drømme.
Ræk mig en Forglemmigej
og sidst en Krusemynte,
saadan slutter vi vor Leg,
saa glad som den begyndte.
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
Foraar 1911.
Der brager et Skud for min Forstuedør,
Raketter gaar op imod Maanen;
»godt Nytaar« frempulser af rygende Rør,
saa Kvinder er nær ved en Daanen,
og Bonden han bakker sin bedste Tobak,
og Barnet omfingrer den ny Almanak,
der peger paa Stjærnernes Veje.
Og Oldingen sidder saa vissen og from
i Sivsko i Kakkelovnskrogen;
han mumler en Salme om Død og om Dom
og lægger et Mærke i Bogen.
Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl
og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl,
mens Minderne tættes til Taarer.
Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø
i Aaret, der blussende stiger,
og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø,
mens Orm under Barken sig sniger.
Og styrter end Stormen
der knoppes vel andre med Krone og Løv
til Fryd for de stræbende Slægter.
26/6 1911.
Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land:
Paa Læsset højt, bag sit Studespand
der kraaner med Pisken den Dejler.
Og Studen vralter saa tung og tam -
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
og Solen leger i Mosens Dam
og dikler i Nakken Kræn Dejler.
Men Hvepsen sad under Brinken gjemt -
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
der havde fornylig sin Bas han stemt
til Studedans for Kræn Dejler.
Et Pist, et Pust og et Øjeblik:
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
saa brummed han frem under fuld Musik,
saa Skrækken krøb over Kræn Dejler.
Brat løfter Studen sin Hale fin:
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
selv Kusken letter en Kjende sin;
nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler!
De Hjælmede springer i Hjump og Trav:
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
og Vognen jamrer af fire Nav:
»Nu skjenner æ Stud' for Kræn Dejler!«
En Lundstik løsned, en Kinding brast:
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
mens Skuden slingred med Skrog og Last
i Søgang under Kræn Dejler.
Først sprang da Tejnen mod Himlen op:
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
saa flygted Tørven i samlet Trop,
paa Skravpinden hang kun den Dejler.
Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
der rendte de Stude sig selv i Syk,
saa Blevret stod om Kræn Dejler.
Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst,
hop -hop -hop med en Hywl i Gras!
saa Heldet redded den sidste Rest
af Vogn og Skrav og Kræn Dejler.
[Anm.:
Skravets eller Vognkransens Hjørner;
Sommeren 1911.
Saa do bløw føj her mødt i Høst
mell aall Guds gued Gawer,
og fæk dérfræ den skjønne Lyst
aa sammel Nieg i Trawer!
Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
med Nieg fræ
vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
og der er Drywsel i'en.
4/8 1911.
