Du valgte den herligste Gjerning,
som Solen har skinnet paa:
at tale og virke til Værning
for alle de svage og smaa.
Din Stemme har runget og ræddet
saa mangen ugudelig Skarn,
lagt Ømhedens Pude tilrette
for mangt et hjælpeløst Barn.
Derfor skal du nævnes i Norden
med Tak af hvert Barn der blev Mor,
naar selv du forlængst er i Jorden,
hvor Dickens vil kalde dig Bror.
11/10 1912.
Det var sig Zachæus fra Jericho,
han var en Tolder for Gud,
Tariffen lod ham kun sjælden Ro,
men nøje han gransked dens Bud.
Han toldede Dild og Duda-im,
han smagte paa Vin og Sucat,
han vejede Myrrha fra Rephaim
og Nardus fra Ararat.
Med Varer Kameler drog til og fra
Zachæus i Boden trang;
Ægypten, Arabien, Asia
som Duft i hans Kjortel hang.
Og Karavanernes lange Træk,
som fjernt over Ørkner kom,
som vadede Jordan og Kedrons Bæk,
de standsede her bag hans Bom.
-Der var paa Zachæus et saarbart Sted:
Han havde saa stakkede Ben,
og krumme var de desudenved,
det voldte den Tolder Mén.
Naar mangen en langbenet Hejre lo
i Jerichos glade Stad,
og spørge sin Kone: »Af hvad?«
Drog Folket sammen i Klump og Klunt
paa Torvet til Sabbatfest,
de kunde nedrage
med bare en Ryg af en Præst.
-En Solskinsdag, da om Jerichos Mur
de kløftede Falke fløj,
og Jordan gik fjern med sin vante Dur,
da hørtes fra Gaderne Støj.
Sandalerne klappred mod Torvenes Sten
og gjalded fra Taarnportens Rum,
en Larmen af Oxe-og Menneskeben,
der gjorde Vandraaberen stum.
Zachæus, der efter alt nyt var vild,
som altid den lavbente Slægt,
han tabte af Haanden den duftende Dild
og sprang baade Disk og Vægt.
Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt,
hvad var ham nu Salg eller Kjøb!
»Profeten, Profeten fra Nazareth!«
de raabte derude og løb.
Zachæus efter de andre sprang
paa krumme og korte Ben,
han løb, saa Sveden i Brynet hang,
og Gnister sprang op af Sten.
Hans løste Bælte svang ud og ind
og smælded mod Mur og Løv,
hans Kjortel rejste en Hvirvelvind,
som slæbte med Vejens Støv.
Snart vandt han da udenfor Stadens Mur,
hvor Slettens sitrende Luft
-med støvede Palmer i blaa Kontur -
var krydret af Balsamduft.
Derinde hvor Jublen til Himlen naar
som Søjler fra Folkets Strøm,
der er det, i Lys og Glans han gaar,
hans Dages og Nætters Drøm.
-Til Tolderens lille hvidkalkede Hus
kom Rygtet med Løst og Fast,
mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus,
og Oxerne skiftede Last.
Og mangt et Sagn til
om Visdommen underbar
var ført over Ørkner paa Æslets Hov
eller Puklen af Dromedar.
Zachæus havde det mindste hørt
og gjemt det i trofast Hu
og havde sin Griffel bag Øret ført
og spurgt om mere endnu.
-I Dag kom Profeten til Jericho,
i Dag vandt Drømmene Magt;
aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro,
og kysse en Flig af hans Dragt!
Men Hoben spærred til hver en Kant,
hans strakte Taa var for kort;
han rev og sled, og hans Taarer randt,
men altid stødtes han bort.
Da saa han ved Vejen et Morbærtræ
med alle Grene i Blost;
der klatred han op med rystende Knæ
og holdt med Møje sin Post.
Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed,
og Grenen var knudret og raa,
skjønt Sokken sank ham om Læggen ned,
han tyktes sig ovenpaa.
Det Menneskehav, som dernede brød -
her kunde han pejle dets Bund,
se Grenenes Viften i Solens Glød,
se ind i hver jublende Mund.
Alt andet hans Øje jog rask forbi
og søgte mod Centret frem;
der vandred en Skare, otte à ti,
hvem var nu Profeten af dem?
Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest
med Sværd og forgyldene Spir,
Cymbalers Klang og Trompeters Blæst
og Krone af Guld fra Ophir.
Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd
-Kuløren kraftig og frisk -
og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd,
var plettet af Tjære og Fisk.
midt gjennem det Folkehav;
I Haanden en Stav, om Livet en Rem,
paa Skuldren bar han en Sav.
Han syntes saa aandig, saa drømmerig
mod Fiskernes tjærede Flok,
og Vinden løfted hans Kjortelflig,
og Solen kyssed hans Lok.
Og nærmere Træet Profeten gled,
da tabte Zachæus sin Sko;
de hvideste Blostre dryssede ned,
men Jesus saa op og lo.
»Kom ned Zachæus, kom ned til mig,
thi som mine Øjne ser,
vi skal nu begge den samme Vej
for aldrig at skilles mer!«
Ned sank Zachæus. I Lykkerus
med Jesus han hjemad drog,
og Lys der tændtes i Tolderens Hus,
som mer end en Sekel vog.
Efteraar 1912.
Der so en Mand paa Vinkel Vratt,
de kaldt ham Vrød-i-Vront,
han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt,
og det war Mari Stont.
»Vrød-i-Vront og Mari Stont«
bløw te Sej æ Herred rundt;
og møj de nowed ett.
Aa wank af Stej just
war snaar djé jennest Lyst,
og nær den bette Lærki kam,
de høt hind aaltid føst;
grev de da hinaân og sprang
lejt og spøjt med Tor i Yw
som Lamm paa gammel Hyw.
Og hun plot Krusbær i æ Hied
og Trønbær i æ Mues,
og han to Ol saa tykk og fied
og band'em i hans Hues.
Vrød-i-Vront og Mari Stont
de haaj mir end jawen tront,
og hwer en Krikk en Grim.
Og han kund hegs dæ Kai i Kow
og vis med Woll for Wand,
