og hun kund spo, hvor Mett skuld bow,

og hwem hun fæk te Mand.

Han en Dram og hun en Skro,

strax laa de en Skorsten po;

Mænd og Skorstjenn strøj de mej

paa gywtglaad Piggers Vej.

Og han kund si det særest nøj,

som anner ett vidst aa,

som Worr for Død og Bjærgmands-tøj

mell Minnestid og Daa.

--Æ Ellpig fræ Flæskidam -

maatt æ Dæwl hind annamm

hun haaj rejen paa hans Nakk

fræ Bæs te Kistelbakk.

Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!

der war di i dje Es,

og kam de stumlend te en Gord,

saa bløw der sgi Kommes!

Saa begynd æ Knæjt aa vals,

saa begynd æ Hund aa hals,

Vrød-i-Vront og Mari Stont

haaj Gled, saa det ku bundt.

Men nu er Swot jo Lywkulør,

Maløwt er nu di Dram.

Aa ta Pati for godt Humør

det regnes nu for Skam.

Vrød-i-Vront og Mari Stont

med dje Klud og med dje Klont -

Gud ha Lov, de wal er død!

Hwor skuld de faa dje Fød?

[Anm.:

Stont, Stunthose, fodløse Strømper; Vratt, Forager; Hjaj,

sølle Fruentimmer; Bjatt, Bjert (Landsby);

Krusbær, Tyttebær; Lim, Kost;

Woll, Pilevaand;

Worr, Varsler; Bæs, Bers;

stumlend, usikre i Gangen; bundt, klodse noget;

Swot, sort; Maløtot, Malurt; Klont, Byldte.]

Vinteren 1913.

<p>BØRN FRA GYDEN.</p>

»Jeg er vel kun en lille Pige

men faar jeg Mad og bliver stor

og faar jeg Sorgen til at vige,

saa skal jeg rigtig hjælpe Mor;

faar vi saa begge to en Kjole,

og jeg lidt bedre Sko til Skole,

saa har jeg ingen Ønsker fler,

naar Mor blot ikke græder mer.«

»Og jeg er én af de smaa Drenge,

som gjerne vilde gjøre Gavn,

men som har sultet altfor længe

i dette rige Kjøbenhavn,

men fik engang jeg nok at spise

saa sang jeg vist en anden Vise,

blev Hosten kvit, som nu jeg har,

og skulderbred og stærk som Far.«

Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder

-ak, tusind vil kun halvt forslaa! -

for hvem det Liv og Helse gjælder

at kunne ud til Solen naa.

Det er saa tungt paa kolde Stene

som Barn at gaa forknyt og ene,

at vide Dagen er saa nær,

mens Mørket altid ruger her.

Nu kredser Fugl om Danmarks Strande,

kun Vingens Skygge kjendes her -

der lyder Sang fra Skovens Rande

og Kuk fra lave Elmetrær;

men vi med Barnets Sind og Længsler

-hvi spærres vi i disse Fængsler?

Skal alt faa Blomst og gro igjen,

og ikkun Barnet visne hen?

Nej hjælp os til, før mat vi segne,

at faa vort Skud i Solen op,

hjælp paa det sunde Hjærtes Vegne,

før Ormen huler ud vor Knop.

Kanske det Barn, som Lykken vrager,

skal bære Sten af Danmarks Ager,

naar Kløgt og Flid hos hjulpen Mand

har hædret Barnets Fædreland.

30/3 1913.

<p>SÆDEMAND.</p>

En Bonde med sin Sædekurv -

det er for mig et Højtidssyn!

Naar Haren løb saa tung og trind,

og Løvet frynsed Skovens Bryn,

da skred han fra sin Ladeport

med Kurven paa sin venstre Lænd

didud, hvor Marken venter tavs

med voxen Daad til voxne Mænd.

Med Haanden i den gule Sæd

og Brystet frit mod Vinden op

hans Syn omspænder varmt den Jord,

hvor Harven gaar til Hyp og Hop.

I næste Nu hans tunge Sko

vil stempe Mulden dybt og fast,

mens Sæden spredes for hans Fod

i lange runde Nævekast.

Og Kurven knirker mod hans Lænd,

og Kjærner gule, Kjærner graa

de borer i den varme Muld,

og Solen dynger Guld derpaa.

Og Lærker synger, Græsset gror,

og Bier gaar i Blomsterdans,

og hvad paa Valborgdag blev saaet,

skal staa i Flor omkring Sankt Hans.

Det gror, vort kjære danske Brød,

det gror i Sol, det gror i Sang,

det gror i Arbejdsdagens Stræb

som under stille Kirkegang.

Det gror, det gror -i Majnatsregn,

det gror i Dug ved Solhverslag,

naar Havrens Toppe ringler fint

til fjerne Klokkers Bedeslag.

O, Bonde med din Sædekurv

og i din grove Arbejdsdragt,

du tykkes mig i denne Stund

med selve Evighed i Pagt.

Imens du som en Offerpræst

henskrider tavs og alvorsfuld,

du signer med din højre Haand

den sorte grødesvangre Muld.

Tak, Bonde, med din Sædekurv!

Lad Landet grønnes i dit Spor,

saa vi med Stolthed Aar for Aar

tør pege paa den danske Jord.

Saa længe du i Furen gaar,

saa længe du har Arbejd kjær,

skal Danmark lægge Fold til Fold

i Sol og Storm og Bygevejr.

10/5 1913.

<p>UNG VISE.</p>

Alle mine Længsler de smyger sig om dig -

did_deli, om dig! dud_deli, om dig!

Bare en af dine nu gik den halve Vej -

did_delu og did_deli -til mig!

Alle Havens Blomster de dufter kun om dig,

diddeli -om dig! duddeli -om dig!

Rose og Reséda og Lind og Volverlej -

diddelu og diddeli -om dig!

Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig -

diddeli -om dig! duddeli -om dig!

Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig,

diddelu og diddeli -om dig!

Biers Nyn og Sødme -alt minder mig om dig!

diddeli -om dig! duddeli -om dig!

Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg,

diddelu og diddeli -om dig!

Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig,

titterli -til dig! -tutterli -til dig!

derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig -

diddelu og diddeli -med mig!

19/8 1913.

<p>GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS.</p>

Æ Klokk haar slan æ Or er gan -

en nøj vil rist si Ving,

den haar en gylden Kied te somm,

en Sel te flir dje Bring.

Æ Kokk ka gaal dje Kraaser krumm,

men ingen ved, hwad Or de'el komm.

Aa-e-ja!

Hwem der en jenle Kik maatt ha!

Перейти на страницу:

Поиск

Похожие книги