Samlede vaerker полностью

Men render end di Klokk i Sto,

Worherr haar jen, der gor!

Den sædr æ Tid, nær aalt ska gro,

og toler ett, det stor.

Aak, fæk a søen en Nøjesgaw,

da vild a gled mæ aall mi Daw.

Aa-e-ja!

A for den Ot, som a ska ha!

Men helsen er der faa tefreds

ved denne Verdens Burd,

far de faar min og anner djes

rajt grundig o æ Jurd.

Men kund enhwer bestemm æ sjel,

da skuld I baare si en Spel

-aa-e-ja!

hwad Nøjesgaw enhwer vild ta!

Mi Nobo Trowls han vild nu drikk

fræ Maan te Awtensend,

saa du kund po hans Øwn prikk,

imen æ Glajs han vend;

en Kuen, der villig bor for Burd,

en Bimpel som en Oxehued

aa-e-ja -

det war den Gav te Trowls vild ha.

Wor Slagter han haaj ett imud,

te Folk vil rigtig fraas,

te vi gik forlænds te æ Burd

for ret aa fyld wor Kraas;

det war hans Handl aa si opo,

te stue Swyn de od dem smo,

aa-e-ja -

det Syn han lig ku lid aa ha!

En Skræjers Nol haar gued Kor,

hwor »Hold-ijen« er henn;

en pyntsyk Kwind i hwer en Gord,

en Flok af skjødløs Swenn,

en nøj Slaws Mued hver Maanedsdaa

-da er æ føst, wor Skræjer er glaa;

aa-e-ja; -

æ Regning -den fôr do og a!

Wor Smed han blæser uden Row

og ønsker uden Len,

te aall wor Plag maatt smid dje Skow

og komm te ham ijen;

og kyrer do di Plow i Gras -

da ved a jen, det er tepas -

aa-e-ja!

tho grassed Plov si Smed maa ha!

Wor Tækkimand, der fæk æ ild,

om ingen gjord ved Hus,

a tinker wal, han gjan vild,

te Kjørmes Knud ku bus,

saa hwer en Tot af Taag maatt flyw

og fust si Vej fræ Skaw te Skyw -

aa-e-ja!

det vild den Træjring gjaen ha!

Wor Snejker ber om Low aa law

en Kist aa putt dæ i,

der aalle jen Stej skuld dæ skaw

men blyw jawn laang og vi;

en søen jenle bette Hyr

nu men æ Row det er saa dyr -

aa-e-ja,

den vild wor Snejker gjaen ha!

Wor Krormand vinker i hans Dar,

han gir saa nødde Slip,

saalæng di Paang er nueting ward

og du ka syk en Drip.

Men drik di sidste Øg af Staald -

da faar du snaar hans: »Guj i Wold!«

aa-e-ja -

det jennest Gued di Krormand ga!

Wor Prokuraater plot mæ nær,

det gik lig ad æ Skind;

men læ ham mød med den Salær,

nær sidst Instans gaar ind.

Da kund en moski fo si Peng,

men da 'r æ bløwn søen lowle læng -

aa-e-ja

da vild a nødde hans Plads ta!

Wor Degn han synger faale falsk

i Amen ved æ End.

Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk,

det maa di Pejr bekjend;

men gi hans Kuen te Ywl en Aând,

saa spaarer han det kje-re Baân!

Aa-e-ja!

men âandløs Bøen braa Haak maa ha!

Wor Præst han viger ett en Tomm

fræ Trowens san-de Urd.

Vi Syndre maa putt i hans Lomm,

og den er jawnhen stur.

Men nok aa gywt og nok aa døef,

saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef,

aa-e-ha!

en Gjewt den Præjstlomm da ka ta!

Den Krigskaal, der er no paa Mued,

han er en Landeplaw;

hwad der skuld komm woss aall tegued

ka han guff i hans Maw,

og Sor og Hordhid, Blod og Kri

han vild, æ Land sku dejgnes i.

Aa-e-ha!

Det bløw en stywle Dram aa ta!

Nej, a vil ønsk jer Lykk og Fred,

saalæng enhwer ska løw,

saa ingen gjør den naaen Fortræd,

hwad ondt han end maa døw;

te Byg mott bær og Row mott grow,

og hwer mott malk si egen Kow,

aa-e-ja -

for søn en Lykk wor Lyw vi ga!

[Anm.:

Nøjesvis, Nytaarsvise; slan, slaaet; æ Or, Aaret; gan,

gaaet; Sel, Sele;

sædr, passer; den Ot, den tilmaalte Del;

anner djes, andres;

Maan, Morgen; æ Glajs, Glasset;

skjødløs, skjødesløse; Mued, Mode;

Len, Ophør; i Gras, itu;

Kjørmes Knud maatt bus, Nordenstormen maatte rejse sig i sin

Vælde; fust, fare bort; Skaw, Skave; Skyw, Skive;

Træjring, Gavtyv;

skaw, gnave; vi, vid; jenle bette Hyr, en lille Bestilling;

Row, Rug;

syk, synke;

plot, plukkede;

dwalsk, slem, haardt; Aând, And; braa Haak, dygtig Klø;

Gjewt, den Portion, man giver et Dyr i Krybben;

Sor, Saar.]

18/1 1914.

Der red en Rytter over Steppen hvast;

saa muntert hoppede hans Huekvast.

Der sad en Doktor i et Vennelag,

og ingen hørte Hanen varsle Dag

for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.

Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde,

der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.

Et mandigt Hjærte og en følsom Aand,

Kirurg og Jæger -samme sikre Haand!

Og skal den vilde Hare skydes tam,

i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!

Han vil ej skjænde Skovens Tempelro

ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.

Han kjender Brokkens Hus og Vildtets Veje,

men sænker Bøssen for at se det lege.

Paa Fantasiens høje Ørkenridt

-hvor skued han fra Sadlen milevidt!

Vi har Poeter nok i emsig Dont,

men faa med denne Digters Horisont.

Den Nattergal har lidet rørt hans Sind

saalidt som »Poppedreng« paa sukret Pind,

og endnu har han holdt sig i at daane,

selv om i Sorø Sø han saa en Maane.

Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl,

og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl.

Det stærke Blik, der kunde haane vildt,

det har jeg set bag Brillerne saa mildt,

naar Poesiens glade Glimmertraade

blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!

24/1 1914.

Saa langt jeg stirrer i Danmark ud,

jeg skuer vist tusinde Hytter;

de skaller i Frost, og de drypper i Slud,

i Blikstille staar de og lytter;

og Vinden hvisker ved Gavlens Straa,