Samlede vaerker полностью

som var Jorden selv et Hjærte.

Og hver Stjærne hist i Himlen

blev en Klokke, hvorpaa klare

Trylletoner klang og klemted.

Aldrig hørtes slige Toner,

Blomsterne tog til at danse

som smaa Alfer over Enge,

Maanen rødmede fra Himlen,

vel fordi den Skjønne fæsted

rødmende sit Blik paa Maanen;

Natten selv blev rosenfarvet.

Englens Kys paa Pigens Læber

spirede som Frø i Mulde,

og den salige blev Moder

til et Barn saa skjønt og dejligt,

som det avles kun, naar Himlen

elskende omfavner Jorden.

Barnet blev kaldt Sværd i Daaben,

Sværdet det betyder Frihed.

Engang steg med Satans Vilje

op den hæsligste af Djævle

til vor Jordkreds for at søge

der den fuleste af Hexe,

og han fandt og elsked hende;

fra den Stund af fandt han Jorden

skjønnere end Helveds Kule,

og han sneg sig nu hver Aften

i den skumle Midnatstime

gjennem Svælget af et Ildbjærg

op fra Helved til sin Skjøge. -

Paa en Hel-Hest vild og sodet,

slangehalet, tudseho'det,

flammemanket, dragefodet,

bragtes Djævlen op til Jorden. -

Hexen kom til Stævnemødet

fulgt af Flagermus og Ugler,

ridende paa Limestage

ind i Bjærgets flammefæle

Svælgs med Svovldamp fyldte Indre.

Der de sad og taled sammen

indtil Hanens Galen gjalded,

og de talte om alt gudløst,

om det hæsligste i Verden.

Da brød Djævlen ud: »Jeg fryser -

kom dog dyb're, kom dog dyb're!

kom til Bunden af Vulkanen,

ned til Ildens sidste Leje!

-Ak, men ogsaa her jeg fryser;

hør hvor mine Tænder klaprer!

Kom og favn mig, kom og kys mig.«

-Kyssende hun ham omfavner!

Hvilket Kys! Da Djævlens Læber

rørte Hexens fule Læber,

skjalv den hele Jord i Rædsel,

drønende, som naar den hylles

ind i sorte Uvejrsskyer.

Bjærget vælted Flammer af sig,

og det spyed op mod Himlen

Lavaregn og glødte Stene,

Jorden var omspændt af Luer,

alle Stjærnerne og Maanen

drog et Slør for deres Aasyn,

sort og tykt og tæt var Sløret,

thi de vilde intet skue.

Djævlens Kys bar Frugt derefter,

og den fule Hex blev Moder

til et Udyr, som det fødes

kun, naar Helved favner Jorden,

og det stygge Djævleafkom

kaldte man med Navnet: Lænke.

Lænke det betyder Trældom.

Disse tvende: Frihed, -Trældom,

hin fra Himlen, den fra Helved,

ogsaa kaldet Sværd og Lænke,

kjæmper stadigvæk paa Livet.

Længe vared Kampen, længe,

svækkes kan den, dog ej standse.

Sværdet er alt sløvt og skaaret,

tyndere dog ogsaa Lænken.

Snart for vist det skal afgjøres

-længe kan det ikke vare -

hvem der Jorden skal beherske,

enten Himlens Ætling -Frihed,

eller Helveds Afkom -Trældom.

15/1 1894.

(Alexander Petøfi.)

Hvad skal I, Forstyrrere?

Pak jer, se til I kommer bort!

Forstyr mig ikke i mit Arbejd,

thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe

af Solens Straaler

og gjennempisker Verden med den.

Naar den saa jamrer, vil jeg le,

som den har let, naar jeg har jamret.

Ha, ha, ha!

Thi det er Livet: Kun Graad og Latter.

Men Døden raaber omsider: »stille!«

Engang da døde ogsaa jeg.

De Folk som daglig drak min Vin

de havde gydt mig Gift i Vandet.

Hvad gjorde mine Mordere saa

for deres frække Daad at skjule?

Jo, da jeg laa som Lig paa Baare

de la' sig over mig med Suk og Taare.

Hvor var jeg gjerne sprunget op

og bidt dem Næsen af til Roden,

dog nej, de Næsen skal beholde

saa de mit raadne Lig skal lugte,

indtil de selv af Stanken brister.

Ha, ha, ha!

Men hvor begrov man mig? I Afrika.

Det var mit Held,

thi en Hyæne grov mig op igjen.

Det Dyr, det var min eneste Velgjører,

og det har jeg bedraget.

Det vilde nemlig mine Knokler gnave,

istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte,

som var saa besk, at det krepered af det.

Ha, ha, ha!

Ak ja, saa gaar det hver

som øver godt mod andre.

Thi hvad er Mennesket?

»En Blomst,« -saa hedder det, -

»som har sin Top i Himlen.«

Det er ej sandt!

Nej, Mennesket det er en Urt

som sine Rødder dybt i Helved slaar.

Det var en Vismand som mig dette lærte;

-en Taabe var han, thi af Sult han døde.

Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke?

Ha, ha, ha!

Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt?

Jeg skulde hel're græde.

Ja, græde for den Slægt, der er saa ond.

Gud græder ofte fra den høje Sky

i Anger over, at han skabte den.

Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe?

De falder til vor Jord, den ækle Jord,

og Mennesket dér sætter Foden paa dem,

og saa -hvad bli'r der af dem?

Hvad bliver der af Himlens Taarer? -Snavs.

Ha, ha, ha!

O Himmel, gamle afdankede Soldat,

Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen,

og Skyerne din slidte Uniform.

Thi, saadan slipper man en gammel Kriger,

din Løn for Tjenesten saa lang og tro:

et Kors og saa en gammel Uniform.

Ha, ha, ha!

Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang

betyder oversat i eders Sprog:

Den raaber: Vogt dig først og frem'st for Kvinden,

thi Kvinden drager Mændene imod sig

som Oceanet drager Flodens Strømme,

for snart igjen at støde dem langt fra sig.

En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden.

Ja, dejlig, men saa farlig, -

en giftig Drik udi et gyldent Bæger.

O, jeg har nydt dig, Elskov!

En eneste af dine Himmeldraaber

er sødere end noget Hav af Honning,

men slig en Draabe ogsaa mere dræbende

end et til Gift forvandlet Ocean.

Men har I ogsaa Havet set,

naar Frygtens Storm trak over det

og saa'de Dødssæd i dets Skjød?

Og har I Tordenvejret set,