og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.
Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:
»_Fremtidsruiner -ak, hvor godt der hæges nu som før om
Juni 1901.
(Arthur Fitzer.)
Nehemias 4. Kap.
Da nu det sig rygted til Fjendernes By,
at Herren et Tempel vi bygged paany,
da stormed de mod os i Tummel og Tramp,
og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.
Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;
med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n,
men højt i den højre vi løfted til Værn
de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.
Og Muren sig hævede Fod over Fod,
mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.
De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld
til Saaredes Rallen i Sted for: »Godt Held!«
Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,
dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.
»Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!
I
Saa toned' i Zion den trodsige Sang,
mens Mændene mured med Ske og med Stang
den Højestes Tempel, det hellige Hus.
Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?
Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;
omsværmet af Fjender vi strider imod
og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.
1901.
(Karl Henckell.)
Det drøner fra det hule Rum
med Arbejdslarm og-Støj,
mens Mand ved Mand staar bøjet, stum,
i Oljestank og Røg.
Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Mens Ødelanden strækker sig
paa Bolster bag sin Pult,
begiver Slaven sig paa Vej,
ansporet af sin Sult.
Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
For kun en karrig Løn at naa,
for blot at blive mæt,
fra Gry til Kvæld, du ser ham staa
paa samme dunkle Plet.
Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
For Børn og Hustru kjæmper han
og stemmer sig imod;
ens Marv og Hjærteblod,
mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Ak, ingen muntre Toner svang
sig gjennem Røgen klam,
og aldrig nogen Digters Sang
har kunnet naa til ham,
mens Bælgen stønned, Hamren slog,
og Gnisteregn mod Taget jog.
Det hænder vel fra Stund til Stund,
hans Sind bli'r sygt af Harm;
da styrter Eder af hans Mund,
men drukner snart i Larm,
mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Det er en raa og ilde Ting
at gjøre Mand til Træl;
mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving,
I Herrer, vogt jer vel!
Thi Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
»Om Gud i Himlen ej vor Sag
og bange Raab forstaar,
da storm
paa hvilken alt forgaar!
Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.«
April 1901.
(Ditlev von Liliencron.)
Paa femte Døgn uden Middagsmad,
og ikke en Hvid paa min magre Rad;
i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød,
blot vandre, og »fægte« og »betle sit Brød«.
-Haandværkeren bøjer i Skoven ind.
Hvad risler saa koldt hen over hans Kind,
og hvorfor jager hans Blik distræt
i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ?
Nu synker Solen, og alt er Fred,
kun Droslen larmer et enkelt Sted.
Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant?
Et Menneske mellem dens Grene svandt.
Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt,
han knyttede om sin Strube rundt:
Et Fald! -Dødskampen var ikke lang;
Snart saa han Solen for sidste Gang.
Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom,
og Duer skogrede rundenom,
som intet var hændet; Sang-Droslen lo,
og Vinden vifted' i kølig Ro.
En Jæger hen over Bakken skred;
han saa den Hængte og skar ham ned.
Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud,
Gendarmer kom i en Fart derud.
En Dommer i hvidt fra Top til Taa
beviste, at Rovmord ej forelaa.
Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard,
hvor intet Kors eller Minde staar.
Da Graven var klappet, og alt forbi,
saa fik han det Numer:
tre Hundred' og ni var alt puttet hen.
Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven?
Marts 1901.
(Ditlev von Liliencron.)
Stændig efter flittigt Dagværk
gaar jeg daglig min Spadser'tur,
hvor de røde Køer græsser,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Daglig mellem sex og syv,
naar det mørkner i min Hybel,
ser jeg syv saa smukke Piger,
én, to, tre, fir', fem, sex, syv,
hvor de røde Køer græsser,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Disse syv saa søde Piger,
-én, to, tre, fir', fem, sex, syv -
vandrer i en lige Række,
bærer paa de brede Skuldre
tunge, mælkefyldte Stripper;
kommer fra de røde Køer,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Saa i Gaar mig greb et Indfald:
Da jeg i det fjærne vejred
mine syv saa søde Piger,
trak jeg brat min Bog og Blækstift
op af Lommen, stod til Side,
og imens de gled forbi mig
trak jeg Rynker over Brynet
som en bister Politimand,
talte højt dem, skrev saa langsomt:
-»én, to, tre, fir', fem, sex, syv«!
og de rødmed, rødmed mere,
skjæved under Straahatsskyggen,
