Samlede vaerker полностью

studsed synligt ved min Spøg.

Men som Afstand kom imellem

hørtes Tysraab, hørtes Sladren,

hørtes Smaaknist, hørtes Latter,

og jeg gjenoptog min Vandring,

did hvor røde Køer græsser,

hvor de blanke Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter,

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Sex af disse friske Piger

ved jeg, vil, naar de skal være

Mødre, skjænke Fædrelandet

lutter sunde, raske Drenge,

Kyrasserer, Grenaderer,

Gardekarle og Uhlaner, -

men den sidste, hun den sarte,

denne slanke, denne ranke,

hendes Sønner -tror jeg sikkert -

bliver Jæger og Husar.

-Saa i Dag da jeg min Stok tog,

stod der Tordenvejr i Vesten;

men jeg tænkte: gaar vel over,

kommer ikke med det samme, -

skred med lange Skridt mod Marken,

hvor de røde Køer græsser.

Men o ve, den onde Himmel

brød sig fejl om min Spadseren,

overtrak sig mer og mere,

som jeg stod nu midt i Marken,

hvor de blanke Blomster blinker.

Men hvad sker! Af Agren fejer

alle Piger hjem mod Byen.

Kun den sidste, hun den sarte,

hun den slanke, hun den ranke,

bli'r tilbage med sin Strippe,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Jeg er lige op ad Ledet,

da det første Skrald forfærder,

og som var det aftalt med os

aabned hun mig strax dets Gitter.

Ret naturlig jeg da hjælper

hende med at ordne Aaget;

men da smælder ned foran os

skillingsblank og skillingsstor

Tord'nens første tunge Draabe.

-Barn, vi bliver artig badet!

Men histhenne staar et Saadhus,

som en Hjorddreng nys har tømret

sig af Tørv og løst Skrabsammen

-selv er han rendt bort, den Bengel,

Bare ti Skridt, og vi er der!

Rask min Glut, blot ingen Nølen,

ingen Angst! Jeg spiser aldrig

selv saa smukt et Barn som du.

Dette tør jeg strax bedyre!

Schiller maa ha' kjendt hin Mosborg,

da de vakre Ord han kvad:

Der er Plads i mindste Hytte

for ét saligt Elskovspar.

Skyer brister, Tordnen skramler,

hele Neg af Lynild falder,

og en Raslen, Skraslen, Susen,

Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen

som paa Syndflodskrækkens Dag.

Under Larmen har den sarte,

har den slanke, har den ranke

rystende og ligbleg slynget

sine Arme om min Nakke,

lagt sig ind imod min Skulder

med fast lukte Øjelaag.

Lidt beklemt, det nægtes ikke,

følte jeg mig strax tilmode.

Dog betvang jeg Pulsens Banken,

tænkte blandt saa meget andet

paa de gamles Riddervagter,

de beskyttende og ædle.

Men, ak -men -den søde Nærhed,

disse unge, varme Lemmer,

denne Barm mod Barm i Trængsel,

denne Barm mod Barm i Længsel.

Og jeg føler, hvor hun løfter

-o, saa sagte, saa forsigtig,

-o, saa ræd, at jeg skal se det -

Ho'det blot en lille Kjende.

Og jeg ser -da maa jeg smile -

hvor hun stjaalent titter opad

for at faa det Spørgsmaal klaret:

Er hans Øjne vendt mod Vejret,

eller søger de mon mine?

Og jeg rækker mine Læber,

og hun højt paa Taaen stræber,

hun lidt op og jeg lidt ned,

saadan fandt jeg -midt imellem,

hendes Mund saa frisk og hed.

Svitter ikke allerede

Svalen sorgløs foran Døren,

blaaner ej den kjære Himmel,

krummer sig ej Regnbubroen,

mens paany sig Solen viser?

Og sin Strippe ta'r den sarte,

ta'r den slanke, ta'r den ranke,

og fornøjet med at Skyllen

nu er endt og Faren ovre

pjasker hun afsted i Vædet

og forsvinder bag ved Træer.

Hvilken frisk og himmelsk Køling!

Og jeg pjasker vel saa munter

-ikke hjem til Skrivebordet -

nej, til vædeblanke Marker,

hvor de røde Køer græsser,

hvor de blonde Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

25/1 1914.

(Ditlev von Liliencron.)

Hans Tøffel elsked skjøn Doris blidt.

Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt.

Hvor andres Elskov var kjæk og kry

var hans elegisk og væk og bly.

Paa Kvisten siger han Digte frem.

Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem:

»Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig,

hvor skulde jeg være god imod dig!«

Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.

Og Aftenen efter det samme igjen.

Han læser og læser Timerne hen.

Hun harmes. »Det evige Læseri

det er der dog ingen Mening i!«

Hun sniger sig ud, gaar krænket sin Vej.

Han svælger i Heine, han mærker det ej.

Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte

og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte.

Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.

Den næste Aften gav Huset en Fest,

nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst.

End ikke i Aften den smaa Poet

har Doris' smægtende Bortgang set,

men Junker Hans Jørgen -han saa det strax,

mens Natten dufted med Lind og Ax.

I Læ af Roser, ved dugget Stente,

behøver Skjøn Doris ej mere at vente,

mens oppe Hans Tøffel gi'r Digte.

26/3 1918.

DEN FØRSTE SANG.

(Per Sivle.)

Den første Gang jeg hørte Sang,

den randt af renest Kilde:

Min Mor som sang med mig paa Fang;

til Graaden blev saa stille!

Saa blidelig den dyssed mig

i Blund paa Drømmens Tue,

og viste mig en fager Vej

op fra vor lave Stue.

Den Vej jeg ser endnu saa tit!

Naar Øjet træt vil hvile,

der staar en Engel, smiler blidt,

som bare én kan smile.

Og hver Gang Striden stilner af,

som i og om mig ulmer,

jeg hører tyst fra Moders Grav

hin Sang, som alting dulmer.

24/4 1916.

TRE BIBELSKE VISER.

(C. M. Bellman.)

I.

Joachim udi Babylon