Samlede vaerker полностью

hin raa, solbrændte Bonde,

der svang som Pisk det blanke Lyn?

Ha, ha, ha!

Naar Frugten den er moden, falder den.

Du Jord er moden alt, saa fald da, fald!

-Endnu jeg venter til i Morgen,

men kommer da ej Dommerdag,

saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt;

det fylder jeg med Dynamit

og sprænger saa den ganske Jord

i Luften.

Ha, ha, ha!

15/10 1893.

(Efter Fr. von Sallet.)

I fordums Tid -saa har jeg læst -

de holdt i Bern en Bamse,

og lod de frit det laadne Bæst

i Landets Fedme gramse.

»Saa sig mig dog, I Berner-Børn,

hvad gjør nu egentlig den Bjørn,

det maa I mig forklare.«

»Nuvel, han æder Truget tomt;

hvad mer skal han vel gjøre?

-tar til i Vægt og lægger fromt

sig paa sit grønne Øre.

Han sover med Ihærdighed

og brumler saa med Værdighed.

Kort sagt: Han er vor Bamse.«

»Hvi vil I dog i Stad og Stat

til ham det bedste samle?«

»Du er dog ret en dum Krabat;

saa gjorde jo de gamle!

Vi er kaput, den Dag han gaar.«

»Hvorfor?« -»Hold Mund! Vi ellers slaar

dig Ho'det ned i Maven!«

-Tys! Hvorfra stammer den Halløj?

Hør! Børn og Kvinder hyler.

Se, Torvet vrimler; lav og høj

nu larmer som Kabyler.

Er Folket ramt af Pest og Brand?

-»O, tifold værre! Arme Land!

Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet!

Saa brat ham ramte Dødens Spær,

og ingen fler vi huse!

O, maatte i et Herrens Vejr

os vore Bjærge knuse!

Forbi, forbi med Kanton Bern!

O, Jægergutter, op til Værn!

Fang ind en ny før Aften!«

De jager over Bjærg og Slugt,

kan ingen Bjørne finde;

men ligefuldt faar Træet Frugt,

og Æblerne bli'r trinde;

og Rugen gynger i sin Dal,

som Bjørnedød og Bjørnekval

ej for en Døjt den agted.

De jagede, til Solen sank

bag fjerne Alpetinder.

»Der stiger Maanen rund og blank;

se, om ej Skjælmen skinner!

Og Stjernerne -se der -og der!

Den hele muntre Himmelhær -

som ingenting var hændet!«

»Saa vil vi« -raabte Land og Stad,

»ej mer af Bjørne vide;

han aad sig fed af Folkets Fad

og vilde dog os bide.

Vi maatte klippe Bæstets Klør.

Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør!

Og vor skal aldrig savnes.«

April 1908.

(Ferd. Freiligrath.)

En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog;

den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog.

Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot;

den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot.

Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked' By ved By,

og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed' blank og ny;

Skibsdækket lyned' hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl

gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl.

Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,

de nikked' ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par;

og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!

Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.

Men under al den Herlighed og bag om denne Glimmerpragt,

der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;

dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist

han, som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.

Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,

mens han den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav;

i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust,

imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.

Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,

saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil.

Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm

og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.

Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt

og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt

han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu;

»Hvor Staten ligner dette Skib! -Lysfødt paa Dækket vandrer du.

Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød,

dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød;

og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,

hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?

Du er langt mindre nogen Zeus, end jeg, o Konge, en Titan!

I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan!

Og den Vulkan behersker jeg; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur

omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!

Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag,

vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag.

Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,

hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.

Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk,

som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk.

Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod

Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!«

Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop,

og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob.

Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag;

belyst af Flammen hvisker han: »Nej, vrede Kræfter ej i Dag!_«

Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt,