Samlede vaerker полностью

det fæles Aasyn bringer Frysning

i hendes Alabasterhud.

Den Jord, som stræber, kjæmper, lider,

den standser ved den haardes Fod,

som imod hendes eget Cypern,

hver Bølge tæmmes i sit Mod.

Ej for at prøve Støvets Kampe

steg hun en Gang af Bølgens Elv;

én Lov hun bare kjendte: Skjønhed,

ét Maal for Livet kun: sig selv!

Hun er kun til for disse »_Nogle_«,

der ikke kjender Glædens Brist,

der stryger bort hver Savnets Rynke,

og marmormejslet staar til sidst.

En Afgrund derfor skiller hende

fra Trællen der, som bøjet staar,

beskjæftiget med Knivens Slibning

nu uafbrudt i tusind Aar.

Som hun steg frem af Perleskummet,

saa spired han af Jorden op,

af Sved og Blod igjennemsyret,

dens Muld har født hans Jættekrop.

Se disse plumpe Muskler, Sener,

der vrider sig som Orm i Orm;

se denne Haand, som Slidet fjerned

fra Skjønhedstypens ædle Form.

I Luften ligger som en Maning

af halve Tanker, brudte Ord;

saa rejs dig, du af Aaget tyng'de,

du staar jo paa din egen Jord!

Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet

gaar fristende mod Jætten frem:

»Følg os! Slaa løs!« de larmer mod ham.

Ve Jorden, om han lystred dem!

Er al Forsoning for de tvende

da ørkesløs at tænke paa?

Skal hun, den stolte, ingen Sinde

medlidende til Jætten gaa?

Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket,

sig vi' et goldt og selvisk Liv?

Skal han, som knæler der i Støvet,

en Dag bli' færdig med sin Kniv!

Stig ned, du Kunstens Afrodite,

fra Marmorplintens Pjedestal!

Lad Stenen smelte om et Hjærte,

der røres ved sin Næstes Kval!

Bøj dig i Ømhed mod din Broder,

og løs hans Skjæbnes haarde Baand!

Tør Sveden af hans mørke Pande,

og vrist ham Dolken af hans Haand.

Maj 1901.

(Carl Snoilsky.)

Før nogen faar Skoene paa sig,

gaar han igjennem vor Stad.

Kling, kling! siger Klokken; han lægger

sit fugtige Morgenblad.

Og gnidende Søvnen af Øjet

i nysgjerrig Velbehag

udstrækker du Haanden efter,

hvad Verden siger i Dag.

Det er som af Spalterne steg der

et Brus, et surrende Fløjt

fra Lunger, der stønnende spørger:

Hvad har du gjort? Ej en Døjt.

Den lille Nyhedsombærer

-om nok saa ringe -han véd,

at Solen forlængst er paa Himlen,

og Livet er Virksomhed.

Med Øjne varme og klare

han iler fra Port til Port

og vækker op og ydmyger

enhver, som intet har gjort.

Kan hænde en anden og større

en Dag erobrer hans Kald,

saa Tiden og ikke Avisen

forkynder et strengt: Du skal!

Du lille Pog med Avisen,

en Jætte skubber dig væk;

o, var saa klare hans Øjne,

saa milde som dine hans Træk!

April 1901.

(Carl Snoilsky.)

Trommen gaar -Soldaterne marcherer,

fremad March, til Hornets skingre Klang.

-Paa en Plet i Parken exercerer

Byens Smaa i Trop og Gaasegang.

Fattigskolens Børn engang om Aaret

bydes hid, hvor der staar Mad parat;

om den Lærer, man har Flokken kaaret,

samles de, saa leges der Soldat!

Men min Tanke gaar til andre Fester:

Hellas' viltre Knøses Vaabenfærd,

marmormejslet af en Oldtidsmester,

Amoriners Leg med Skjold og Sværd.

Hvem tør her en Sammenligning vove:

Hellas Ungdom -Børn fra Gydens Hjem!

Det er ej i Kraft af Fattiglove,

en behjælmet Amorin staar frem.

Blege Børn! Fra Timen I blev baaret,

noget fattes jer; -der spørges: Hvad?

Ak, for Livet selve Grundvilkaaret,

det at være rigtig mæt og glad.

Uvelkomne alt fra Fødselsstunden

hos Forældre, i en brødløs Vraa

har dem Søvnen ofte sultne funden

paa en lyssky Rønnes mugne Straa.

Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner,

droges de kun frem til Slæb og Tramp;

blandt Fabrikkens buldrende Maskiner

Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp.

Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser!

Mørkets Øgler yngler i dens Skarn;

eddertunget Difteritis hvæser

hæst mod Fattiggydens blege Barn.

Men de hænger sejgt og fast ved Livet;

stundom gi'r det jo en Glædesdag;

og just nu blev saa Parolen givet

til at gaa i Takt til Trommeslag.

Skolen har dem punktlig ladet lære,

at de lever i en mægtig Stat,

stor og lysende ved Kriger-Ære -

hvor den mindste Purk er født Soldat.

Tugtemestre flinkt om Pligter tale,

men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav:

det forskjønnende og ideale -

ved nok Fattigskolen lidet af.

Hvilke Minder har de Børn i Eje?

Ingen. Kun en Barndom glædestom;

Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje

er for dem en stænget Helligdom.

-Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende,

hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk;

Krigen slippes løs med al Elende,

og der stikkes, skydes, myrdes væk!

Men de spænder Ranslens Skulderremmer,

ta'r mod Mordmaskinen ond og lang,

snart bestrøs med sønderslidte Lemmer

Ærens Mark ved Plevna og Sedan.

Metrailleus-Medusen hundredøjet

sprøjter Død og Saar af alle Rør;

Generalerne gaar glad i Tøjet,

og hvorfor? Det ved de nu som før.

Ved, at deres eget de bevare,

naar de røve andre Heldets Vægt,

ved, at her forhale de en Fare,

som kanske skal knuse næste Slægt.

Maalet ser de bagom Kampens Bølger

lig en smykket, oplyst Søjlerad;

men den dunkle Hob, der hine følger,

mejes ned -og spørger ej for hvad.

1901.

FATTIG-SVENDS KLAGE.

(Per Weiland.)

Hvad nytter det at leve for mig? Har du et Svar?

Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte.