Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har -
skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte,
en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat,
men er
for det er Helvedes, hvor den kan springe.
»Hvad nytter det at leve for mig?« jeg spurgte her
vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære
og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især
ved sin betroede Lod og Del bør være.
Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor;
men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror,
han jamred sig som jeg, om ikke værre.
Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid
fra Sol staar op til atter den forsvinder;
jo, det er let at sige, at »Livet er en Strid«;
hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder,
der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky,
og dog ved Aftentide gaar lige arm til By
-hvad nytter det vel slige Folk at leve!
Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød,
hvad der skal til for mig og dem derhjemme,
saa var det til at leve, saa led man ingen Nød;
men nu -aanej, jeg kan da aldrig glemme,
hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid.
Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid
kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.
Ja fik vi no' at sige, der blev vel anden Skik,
men her de
»De pengeløse Stodre, skal de til Politik!
Har vi med Pakket ej haft nok at døje!«
Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa?
Hvor gik det med de
Men som det er: hvad nytter det at leve!
Januar 1905.
(Karl-Erik Forsslund.)
Saa du siger, jeg skal gaa!
du ta'r Huset fra mig! Naa!
Og fordi
naar de andre bukked!
Jeg har villet egen Nød!
-Ved du, hvem der skaffed Brød
til dig selv og dine Gjæster
ved de vilde Fester?
Jeg har slidt ved Plejl og Plov,
gjødet Brak og ryddet Skov,
jeg har Dagens Byrde baaret,
Sæden saa't og skaaret.
Jeg har forket dine Læs,
lagt dit Hø i høje Hæs,
først ved sidste Glimt af Dagen
slap min Haand fra Knagen.
Jeg har Korn til Kværnen kjørt,
og fra Møllen Melet ført;
de har knust min ene Lunge
dine Sække tunge!
Veddet til din blanke Ovn
har jeg fældet hist i Skov'n.
Tænker
paa din Brændehugger?
Mel, som burde være mit,
Brød, som burde skjænkes frit,
dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.
Og nu kan jeg løbe!
Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,
at din Velstand som din Magt
-ædt af Trøsk og syg i Roden -
dingler alt paa Foden.
Men Farvel! Jeg har sagt nok.
Driv dit Spand, og sving din Stok,
mens en Lus i Smiger-Bytte
faar min gamle Hytte.
Oktbr. 1908.
(Karl-Erik Forsslund.)
Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl,
snehvid og ren og skjønlændet!
Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel
og lukker Øjnene blændet.
Der i dit Bur af raa Porfyr
du drømte fra evige Tider.
Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr,
og Dyret blev Mand omsider.
Og Velklang steg af Larm og Gys,
bebo'de Verdner af Kaos.
Træd ud og funkl i Dagens Lys
som Gudestøtten i Naos!
Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg,
bliv Mand med mægtige Lemmer!
Se, Menneskeheden er brudt og syg
og snørt i Lænker og Remmer.
Her stavrer sulten Fattigdom;
afpillet dens Rygrad luder;
en Pose af Skind, indtørret og tom,
et formløst Skræmsel af Knuder.
Her svingler en Rig i sin Drukkenskab,
en buldrende Tønde paa Foden,
en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab,
en Byld som ret snart bliver moden.
Og oppustet Bug og skrumpent Skind
og alle Fælhedens Faser
de dølger sig skamfuld, de svøbes ind
i dølgende Slør og Laser.
Den Riges Last skal faa sin Bekomst,
og Fattigdommen forsvinde.
Du hvide Sten, slaa ud i Blomst,
bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde!
Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg
fordømte er til at falde
i Livskampens vaarlige Terningleg,
hvor alle brydes med alle.
Engang din Trængsel er længst forbi,
du Drøm om Skjønhed og Styrke.
I hellig Nøgenhed, ren og fri
som Gud skal Manden dig dyrke.
Ved hver en Vej, -fra Eng og Park,
du skal mod Vandreren nikke,
i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark
du møder de Unges Blikke.
I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød
dybt Hustruens Kjærlighed nyder,
der skal du staa, saa i hendes Skjød
din Skjønhedsform han gyder.
Og se, en rankfødt Helteslægt
skal lege ved Jordens Sider -
harmonisk og smidig, med Saarene lægt
mod nye Sejre den skrider.
O du min Drøm, du Stenens Sjæl,
som endnu i Mørket strømmer,
jeg aner din Form fra Isse til Hæl,
hvor dybt i Bjærget du drømmer.
Med lukte Øjne tyst du staar
og mod mig Armene rækker.
Min Mejsel hugger, min Hammer slaar,
i Sang jeg af Søvnen dig vækker.
Marts 1908.
(Gustav Frøding.)
Jens Jensen ejer Nakkeby
Pæ' Krænsen ejer Bakkely
i Sognet Vester-Ved.
Jens Jensen,
Pæ' Krænsen
de holder aldrig Fred.
Stod Havren godt i Nakkeby,
saa slog den fejl i Bakkely.
Da blev Pæ' Krænsen vred,
da bandte grimt Pæ' Krænsen,
da hven og gren Jens Jensen
sig Munden halvt af Led.
Var Kløv'ren grøn i Bakkely,
saa var den graa i Nakkeby,
der stod kun Tidsler dér;
da hven og gren Pæ' Krænsen,
da truede Jens Jensen
med Næven hen ad Per.
Gik alting galt i Nakkeby,
strax blev der Fest i Bakkely,
saa Jublen steg mod Loft.
