Var mørk i Sind Pæ' Krænsen,
som Solen lo Jens Jensen,
og Fjolen klang i Toft.
De stredes og processede,
om Freden Provsten messede,
det var som Vand paa Gjæs;
thi vandt engang Jens Jensen,
begyndte strax Pæ' Krænsen
en splinterny Proces.
Jo mere de bedagedes,
des mer der stævntes, klagedes
i Rettens vilde Dans.
Var Dommen for Pæ' Krænsen,
strax bejlede Jens Jensen
til højere Instans.
Saa skjændtes de, saa skraalte de,
saa multe de, saa maalte de
hinanden Skjæppen fuld.
Processen brød Jens Jensen,
og Brændevin Pæ Krænsen,
saa begge gik omkuld.
Og ingen af dem minkede,
da de mod Graven hinkede
og puttedes i Jord.
»Lad Fanden ta' Jens Jensen!«
»Lad Pokker faa Pæ' Krænsen!«
var deres sidste Ord.
»Rebelsk som Jens i Nakkeby,«
og »drilsk som Per i Bakkely,«
er Sagn i Vester-Ved.
Jens Jensen,
Pæ' Krænsen -
de to holdt aldrig Fred.
1908.
(Gustav Frøding.)
»I vide det, Brødre og Venner,
min Manddom har lært mig at vrage
den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder,
og satte sit første Vaarbrudsblad.
Dog stadig mit Hjærte kjender
en Lyst ved at skue tilbage
til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder
ungdommelig grebet og ak, saa glad.
Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,
skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet,
mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn
der spindes om Ungdomslivet.
Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,
og bredte jeg den som for ivrig at læse,
jeg ridsede af med min arge Stift
i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.
Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad,
-jeg vil ikke meget min Visdom prise -
ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad
og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise.
Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,
tilgiv mig det da, lad Ordene fare
og hold det blot alt for Vind og Luft
og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!«
Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord
en Kvæld ved den gjæstfri Gajus' Bord.
Men har han ej saa kunnet udtale sig,
fald du, o Daarskab, da over mig!
1908.
(Gustav Frøding.)
Vor Vilje den er Centrum,
vor Lyst Pereferi'n.
»Gaa rundtom, gaa rundtom
din Axe, Turbin'«.
Og Viljen vil sig muntre
og siger: »Kjære Lyst, du,
kom, vi skal drikke Vin!
Gaa rundt om, gaa tront om
dit Centrum, Turbin'«.
Først vil ej Lysten drikke,
men siger: »Altfor fin
for eders ringe Tjener
er jer fornemme Vin!«
Men Viljen raaber: »Rundtom,
her rundtom, Turbin'!«
Helt ofte siden Viljen
og Lysten solded sammen,
drak Dusskaal i Vin
og smurte Maskinen
med Olie fra Rhin.
»Bror Centrum, Bror Rundtom,
Bror Axe, Bror Turbin'!«
Og snart begyndte Lysten
at føle sig som Centrum
og raabe: »Hop, hej, lystelig,
gaa rundtom, dit Svin!«
Naar Viljen sagde: »Lyst, du,
nu stop, ej mere Vin!«
da hikked Lysten: »Vilje, du,
hold Kjæft, jeg er Centrum,
og du Pereferi'n!
Gaa, Centrum, du Rundtom,
du Rundtom, du Trontum,
du Centrum, Turbin'!«
Mod Taget sprang Værket
med splintrende Hvin!
April 1908.
(Gustav Frøding.)
Jeg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand
forbi hele Verden,
ser Menneskers Færden
og Huse langs Vejenes Rand,
men har hverken Hjem eller Land.
Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset
og Buxerne flossed';
de slisker og slasker, de regnblødte Klæ'r;
Mustachen saa stift som en Skobørste hænger,
af Støvlen sig krænger
to vaade, smudsige Tæ'r.
Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger,
i Lader jeg ligger,
hvor Lejet mig kosted kun Tak;
for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker
mig fuld, saa jeg nikker
i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak.
Og Stemmen er rusten,
og dyster og brusten
af Brænd'vin og Hoste og Had;
jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder
med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder
at tigge en Skilling til Mad.
Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender,
jeg har ingen Venner,
de gi'r, som de gav til en Hund,
og intet er mit uden Kjæppen og Posen
og Dirken til Laasen
og Flasken med lidt paa sin Bund.
Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes,
og Portene pyntes
med Slynger af Birk og Syrén,
og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer,
mens under dens Stammer
mod Kvæld dækkes Borde af Sten, -
jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde,
som villig vil spinde
og koge lidt varmt til ens fattige Skrog,
en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge
og fri's for at tigge
hvert Bid, som en ellers ved Døren tog.
Det kan en vel ønske, men Fanden annamme!
det gjør vel det samme,
en fødes og ødes -hvad mer?
Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen,
men Bossen og Bissen
i Grøften fik redt sig Kvarter.
Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden,
og stygt bjæffer Hunden
i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar;
jeg vender mig langsomt mod Vejen derude
og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude
som fordum og pillede Blaar.
Febr. 1908.
S. 3. »Sang fra Gruben«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem.'« Julenumer 24. Decbr. 1908.
S. 4. »Til en rejsende Brud«. Frk. Helga Axelsen, Datter af Højskoleforst. Axel Axelsen, Jebjærg; rejste til Sydamerika. Tr. i »Skive Folkeblad«. 26. Oktbr. 1908.
S. 4. Til »Peter Nansen«. Sendt fra
