Samlede vaerker полностью

Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:

»Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!«

Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:

»Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!«

Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:

»Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!«

Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.

»Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.«

Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:

»Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r jeg svedt!«

Og Grisen han rendte fra et og til to:

»Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.«

Og Grisen galoperer fra to og til tre.

»Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!«

Der rendte han -og rendte sine Kløver itu.

Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.

Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu:

»Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!«

7/7 1904.

(F. A. Dahlgren.)

Og Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle

filo filobo filibombombom,

men Line fra Sverr'g satte ham over alle,

filo filibo filibom.

»Ja, Stine,« sa' Line, »ifald jeg maa faa ham,

saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.«

»Saa tag ham,« sa' Stine, »ifald du betaler

for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.«

»Nej jøsses,« sa' Line, »hvor Folk kan vær' gale!

hvem saa du for Kjærester saadan betale?«

»Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,

men giv saa det halve -og dermed til Lykke!«

»Jotak,« sagde Line, »fem Daler paa Tælling!

den Ka'l skal nok ikke være en Skrælling.«

»Det var da som Pokker til Prutten,« sa' Stine,

»tilsidst vil du under Rigsdal'ren mig pine.«

»Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,

jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forklæd' for Palle.«

»Lad gaa,« sagde Stine, »skjønt næppe jeg skuld'et;

det Forklæde der er jo gnavet og hullet.«

Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,

»den Kjærest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet.

For Palle . . . Ja var der ett anne Raa' med ham,

filo filobo filibombombom,

saa gav jeg et Forklæd' for at bli' aa med ham!«

filo filibo filibom.

1904.

(F. A. Dahlgren.)

Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand,

og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,

en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;

saa gav han sin Stine en Solparasol.

Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,

da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;

saa skulde Stockholm i hver eneste Fold

se hende gaa rundt med sin Solparasol.

Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,

men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,

og Stine hun syntes den Glæde var gold

at traske i Graavejr med Solparasol.

Hun klaged' til Mads: »Nej om jeg det forstaar,

hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.

Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,

saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!«

Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,

han svared': »_Du skinner saa mageløs bovn,

at blot du gaar over en Plads eller Vold,

maa Solen ta' Tilflugt til Solparasol.«

1904.

(Carl Snoilsky.)

Paa Farten frem gjennem Livet

du rejser saa trygt og kjækt;

paa hver en Station -det er givet -

dit Bord staar duget og dækt;

du gjæster de skjønneste Egne,

og trættes du, se, allevegne

du finder en dunvarm Seng.

Sov sødt! -din tjenende Broder

han vaager ved Klokkens Streng.

Hvem er han, den gjæve? I Mindet

hans Træk ej ætsed sig ind;

hans Haand, saa barket i Skindet,

vist aldrig rørte ved din.

Som Lampe-Aanden alene

usynlig han ønsker at tjene,

som Nytte han kun blev set,

-et flerho'det mystisk Væsen

i Stimlen om din Karet.

Kaminen, der blusser fornøjet,

det Hus, du kalder for dit,

din Jakke og Kravetøjet,

der lyser fornemt og hvidt,

en Gade fejet og pudset,

saa ikke din Fod bliver smudset,

det friske Brød, du dig skjær' -

alt skyldes din tjenende Broder,

som er i sit Værk dig nær.

Han skoldes af Dampens Strømme,

han holder om Skibets Ror,

mens du i smilende Drømme

omfarer den rullende Jord.

Og om fortryllet du vanker

blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,

blandt Vellyst for Evighed -

det var din tjenende Broder,

som fæsted de Tanker ned.

Saa vandrer han tungt den Bane,

som Skjæbnen -ej han -har valgt.

Alt gaar som af gammel Vane.

Hvad andet? Jeg har vel betalt,

det er, hvad du tænker og mener;

men tænk om den Aand, der nu tjener,

en Dag forandrede Form

og blev forbitret, for færd'lig -

et Hav af Ho'der i Storm!

Se da i hin Hjælper, den gjæve,

Personen, din Lige, din Ven!

Tryk selve den barkede Næve,

ej bare en Skilling i den!

Sørg for, han sig frit kan forvandle

til en, der kan tænke og handle,

og se ham i Øjnene klart,

og hils paa en Fælle, en Broder;

men husk: Hvad du gjør, gjør snart!

1901.

I KUNSTSALEN.

(Carl Snoilsky.)

I Kunstens høje Skjønhedstempel

en Magt bestandig drager mig

til dig, du høje Afrodite,

du mørke »Sliber« hist -til dig.

Hvordan det Naboskab blev stiftet

imellem jer, jeg fatter ej, -

du underfagre Skjønhedsdronning,

du tunge, ludende Plebej'.

Som Formens Ynde og dens Plumphed

faar Fællesbo i Kunstens Sal,

saa ses i Livet alle Vegne

ved Skjønheds Side: Nød og Kval.

Alt hvad der klinger disharmonisk,

har ej til hendes Øre Bud;