jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,
saâ Rugen lydigt sig bøje
for Bygens voldsomme Drift.
Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,
min egen Mor og Naturen,
og ingen jeg svigtede helt.
Imellem to mørke Høje
kom Kysset til mig paa bitte Sko,
foran mig i Skjørt og i Trøje
det stod i Lyngen og lo.
Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt,
men da jeg vilde det fange,
det ilede milelangt.
Imellem to mørke Høje
jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,
mens Skyggen fra lyngladne Fløje
laa tungt paa det stride Sand.
Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,
da var det de Højes Skygger,
der mørkned mit Sangvælds Bund.
Imellem to mørke Høje
der vilde jeg gjerne sænkes ned
en Dag, om det kunde sig føje,
da Byggen af Skederne skred.
Saa havde jeg fundet det gamle Spor
og kunde nu evigt slumre
i Hjemmets hellige Jord.
4/1 1909.
H. F. FEILBERG.
Hwor er æ skjøn, te
som vil det gued bewaar,
som goer saa biel og æsler ve
og kan sæ aalle spaar!
-
der gjord en stywle Bied,
der vild, æ Awr skuld ploves op,
fâr Dawsens Suel gik nied.
Si dæ no om, og kik tebaag:
En Omfer heller tow,
læd ham saa komm, æ Awtenskraag,
og hwil sæ po di Plov!
Og gor æ Maan saa taangle op
og skjarer po di Rue,
der dripper Sagn i æ Lyng si Top
og Guld af hwer
[Anm.:
Dagværk;
Rude;
15/1 1909.
Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø,
og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø,
maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak
og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak?
Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv,
mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv,
maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand,
her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand?
Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti,
og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri;
naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun,
o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun!
Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro,
mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko,
og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin,
og du trykker min Haand i et langt: »Jeg er din!«
4/5 1909.
Han gaar og tænker, hun gaar og traller,
hun traller snart til Alverdens Ting,
og hendes Latter af Struben gjalder,
da rød han minder om Fæstensring.
Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder,
hun skjænder nu for Alverdens Ting,
for Letsinds Luner, der langsomt vender
paa Elskovs Veje et Sind omkring.
Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber,
hun flæber snart ved Alverdens Ting;
og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber,
som Frosten dræber en Knop i Spring.
Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter,
han pytter nu ad Alverdens Ting.
Men hænde kan det, han Haanden knytter
om denne snærende lumske Ring.
7/5 1909.
SKOTSK MOTIV.
En lystig Sang, ja en lystig Sang,
kan ingen gi os en lystig Sang!
Min sidste Daler saa gjerne sprang,
blot én nu gav os en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang
gi'r Armen Styrke og Hamren Klang,
og Dans blev selve den Haltes Gang,
hvor Foden gik til en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
til den vi mejer vor Rug paa Vang,
og tager Svenden sin Glut paa Fang,
han gjør det helst til en lystig Sang.
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang.
Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang,
stem Ryggen mod til en lystig Sang!
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
hvori Alverden sig muntert svang!
Og spandt os Præsten sin Ten for lang,
En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
til den har Livet som Døden Trang;
og skal jeg slutte
jeg gjør det helst ved en lystig Sang.
12/5 1909.
Der kom en Skrædder til vor By:
Han skulde mig en Kjortel sy.
Men saadan skar han af og fra
-eja, af og fra -
at der kom Buxer ud deraf.
Da Næven jeg i Bordet svang,
Klip -Klap og Klip!
saa Saxen over Kovsen sprang,
Klip -Klap og Klip!
»Af Buxer har jeg mer end nok -
heja, mer end nok!
og fler betales med min Stok!«
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Der stod to Tøfler for en Dør,
Klip -Klap og Klip!
hvor aldrig jeg saa Tøfler før,
Klip -Klap og Klip!
Og da jeg ind i Sengen saa,
eja, Sengen saa,
den Skrædder bag min Datter laa,
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Den Maane grined grumme fæl,
Klip -Klap og Klip!
da jeg tog Skrædren ved hans Hæl,
Klip -Klap og Klip!
Og over Kaalgaarddigets Bræm,
-heja, Nældebræm -
jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem,
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
Hans Fingerbøl, en Kjende klemt,
Klip -Klap og Klip!
det havde han i Sengen glemt,
Klip -Klap og Klip!
Og Tøsen, som min Datter fik,
eja, nødig fik!
den ligned Skræd'ren paa en Prik,
Klip -Klap og Klip -Klap og Klip!
