Samlede vaerker полностью

suger Kræfter af Dybet op,

fæster Roden i varme Nætter,

laaner af Solen til Blad og Top.

Mor, har du set, hvor Haren springer

Pløjefaldet som ingenting;

Viben kroger de korte Vinger,

øver sig kaadt i Baglændssving.

Engen bulner om Rylens Rede,

Grøften pyntes med friske Flæg,

langt i Marken -som halvt i Vrede -

slænger Haslen sit falske Skjæg.

Mor, har du set hvor Koen tripper

længselsdrukken paa Baasen kvalm,

malker mindre i dine Stripper,

snuser med Haan til den mugne Halm?

Det er de spæde Kim i Kjæret,

Blomsterspringet ved Bækkens Rand,

det er det lange Sug i Vejret,

Gudevarslet til Dyr og Mand.

29/1 1910.

I.

Saa mangen Slægt lig knækket Rør

sank ned for denne Kirkedør.

Velsignet I, som segned her

i Læ for Sorgers Bygevejr.

II.

I ærlig Kamp, i ydmyg Tro

I stille stred for Børn og Bo.

Slog Kornet fejl paa karrig Jord,

I rejstes ved et Fadervor.

Januar 1910.

Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang,

fo nø Mergel laa op po æ Brink!

Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang,

for saa lider jer Arbed saa flink.

Der ska javn hænges i her ved gammel Ka Bakk,

hwis a ett som en Toj vil stent rejn fræ æ Brakk.

Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,

læ mæ si, te jer Skovl de ka go!

A er Enki og gammel, og jenne om aalt,

og ikki jen Kjeft en ka trow!

De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt,

de har malked mi jenywed Kow!

Men misæl om de søen lurer gammel Ka Bakk!

A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk.

Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,

læ mæ si, te jer Skovl de ka go!

Ja saamænd er æ Hus baade gammel og ring,

og æ Taag hænger nejle te Drep,

og mi laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring,

og a sjel stolter aa ved æ Kjep.

Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp,

om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp!

Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,

læ mæ si, te jer Skovl de ka go!

A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt,

a fæk aalle danst møj i mi Daw.

A maatt ta mud æ Gord med si Gjeld og si Pant,

og den Se gir kuns smaat i æ Traw.

Om æ Stolper er skjøv, om æ Væggi er vind

stor æ Gord paa si egn, og indno er en min!

Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,

læ mæ si, te jer Skovl de ka go!

Der er nøj i wor Hjat te vi knap ka forsto,

som ka rør wos ved søen en Krumm Jurd;

nær æ Towt legger grønn, og æ Kuen æ saa mo,

det ka bind jen paa Haand og paa Fud.

A vild gjan sej med Sand, nær a sto for Worherr:

A haar stridt for mi Grund, do faar ta æ, som det er

Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,

læ mæ si, te jer Skovl de ka go!

[Anm.:

mærked aa, mærket af (til Mergelgraven); æ Arbed, Arbejdet;

nø, noget; en Kjend, lidt; æ Staang, Staalstangen, hvormed

Mergelen brækkes løs; javn hænges i, hænges godt i; Ka, Karen;

Tôj, Tøjte; stent rejn fræ æ Brakk, aldeles gaa fra Gaard og

Grund; te, at;

jenne, alene; tawn a mi Tow, taget af mit Uld; staaln,

stjaalet; jenywed, enøjede; Urd, Ord;

Taag, Tag; hænger nejle te Drep, hænger lavt til Dryp;

brødt, brudt (af Seletøjet); stolter aa, stavrer afsted;

Rueser, Roser; andt, andet; Se, Udsæd; æ Trate, Traven;

Towt, Tofterne; æ Kuen, Kornet; mo, modent; sej med Sand,

sige med Sandhed; ta æ, tage det.]

22/1 1910.

Spurven sidder stum bag Kvist;

saamænd, om ej det fyger!

Kaalgaardpilen piber trist

for Nordenblæstens Byger.

Lul, -lul! Rokken gaar

støt i Moders Stue,

og jo mere Vinden slaar,

desmer faar Arnen Lue.

Skarpe Smæld af branket Malt,

og Karters kaade Skratten,

fjerne Grynt af Husets Galt

og Barneleg med Katten -

Lul, -lul! Rokken gaar,

flittig Foden træder,

kun saalænge Hjulet staar,

som lille Søster græder.

Far har røgtet Kvæget ind,

med Halmen tættet Karmen,

gnedet Grisens blanke Skind,

at den maa holde Varmen.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Far mod Stuen stiler,

Mor en Bugt paa Traaden slaar,

ser op paa Far og smiler.

Barnet i sin Mørkningskrog

ta'r søvnig til at gabe,

snart det vil sin Billedbog

af de Smaahænder tabe.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Ild om Gryden slikker,

Vejrets Svøb om Gavlen slaar,

og Hagl mod Ruden klikker.

Mor kan næppe se sit Spind

og næppe Traaden mage;

hej, da bæres Lyset ind

og stilles i sin Stage.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Tenens rappe Vinge

over Fyrrebjælken saar

en Skok af Skyggeringe.

Pigen nys fra Gruens Glød

svang bort den sorte Gryde,

sænked den i Sengens Skjød

for Grødens Trods at bryde.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Nadverbordet samler;

Store sidder, Mindre staar

paa Bænk og bitte Skamler,

Far ta'r ned saa tung en Bog,

med Gud han hvisker sammen,

famler lidt ved Spændets Krog

og lukker med et: Amen!

Lul, -lul! Rokken gaar,

Ensomheden synger,

Mulmet tæt om Taget staar,

og Sneen gaar i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok

hun lærte mig at stave,

synge om »den hvide Flok«

og »al hans Naadegave«.

Lul, -lul! Rokken staar!

Men dens Nyn og Sange

vemodsfuldt mod Hjertet gaar,

naar Kvældene bli'r lange.

26/1 1910.

Saa vejer vi nu atter i vor bævende Haand